Det lykkedes Mads Pedersen (Trek) at forsvare sin blå føretrøje på sidstedagen af PostNord Danmark Rundt, da han i Aarhus sprintede sig ind på en andenplads.
Der var lagt op til en drabelig duel mellem ham og Michael Valgren, men angrebet fra Astana-rytteren kom aldrig, og derfor holdt Mads Pedersen føringen ned til Valgren.
Efter løbet var Mads Pedersen naturligvis både glad og stolt over den samlede sejr.
- Det er min største sejr, uden tvivl. Jeg håber, at folk nu ser, at jeg godt kan. Allerede i går inden enkeltstarten var jeg smånervøs. Jeg er super glad og lettet over, at det kunne lade sig gøre i sidste ende, siger Mads Pedersen og fortsætter om dagens etape.
- Jeg synes, vi havde godt styr det på holdet i dag. De kørte flot og arbejdede meget. Der blev stærkt her til sidst, og heldigvis for os ville Sunweb gerne have en spurt, så det gjorde det lidt nemmere for os, at de ville tage noget ansvar.
Du kan se hele interviewet med Mads Pedersen i videoen ovenfor.