VIDEO Mads Pedersen vinder PostNord Danmark Rundt

Mads Pedersen var urørlig og vandt det danske etapeløb med sin andenplads på sidste etape i Aarhus lørdag.

Unge Mads Pedersen (Trek) stod for presset lørdag, hvor han triumferede og vandt cykelløbet PostNord Danmark Rundt samlet.

Den danske mester beholdt sin blå førertrøje i løbet, da han kom over målstregen på andenpladsen på femte og sidste etape, som blev vundet af Maximilian Walscheid (Sunweb).

Dermed vinder Mads Pedersen løbet med 15 sekunder ned til Michael Valgren (Astana), mens Casper Pedersen (Giant) bliver nummer tre med 46 sekunder op til vinderen.

Ingen Valgren-trussel

Det var reelt kun Michael Valgren, der kunne true 21-årige Mads Pedersen, men Valgren skulle hente ni sekunder for at vinde løbet, og det blev aldrig muligt.

På løbets femte og sidste etape skulle rytterne køre fra Ebeltoft og ind til målafslutningen i Aarhus.

Etapen bød på 198 kilometer på de små veje uden om Aarhus, inden det hele blev afgjort ved Tangkrogen på en kuperet rundstrækning, der skulle køres syv gange.

/ritzau/