Der skal trampes godt og grundigt i pedalerne, hvis man skal først over Bornholms bakkede, bumlede landskab i næste års udgave af PostNord Danmark Rundt.
Det bliver nemlig næppe for sarte sjæle, når første etape af Danmarks største cykelløb næste sommer skal køres på solskinsøen.
Sådan lyder det fra eventchef i Danmarks Cykle Union, Jens Kasler, på et pressemøde onsdag middag.
- Det bliver et linjeløb, vi kommer til at køre på 1. etape herovre. Vi vil gerne vise det, Bornholm kan præsentere, siger Jens Kasler på pressemødet.
- Vi kan lave et sindssygt hårdt cykelløb herovre, siger Jens Kasler.
Det er første gang, at en etape i PostNord Danmark Rundt skal køres på Bornholm, og eventchefen garanterer, at ruten ikke giver anledning til ret meget trykken på bremsen.
- Det skal være spektakulært, men det må heller ikke være så hårdt, at PostNord Danmark Rundt allerede er afgjort på første dag, siger eventchefen.
Du kan høre Jens Kasler fortælle om tankerne om ruten i videoen herunder:
Når han og kollegerne snart begynder at planlægge ruten, vil de derfor forsøge at afbalancere ruten, så den bliver hård - men ikke for hård.
- Jeg kunne godt se en decimeret gruppe køre om sejren inde i Rønne. Helt specifikt hvor vi skal køre, det må I vente med.
- Vi har jo kun fem etaper at gøre godt med, og hvis vi lægger ud med en knaldhård etape og allerede får 20-30 sekunders forskel i starten, kan løbet hurtigt blive kontrolleret og kedeligt, siger han til DR Sporten.
Fantastisk, siger Cort
Den danske cykelrytter Magnus Cort, som selv kommer fra solskinsøen, mener også, at der er mulighed for at lave et cykelløb af de hårdere på Bornholm.
Det er selvfølgelig ikke alperne, der skal køres i, som han siger, men bakkerne på Bornholm kan også være udmarvende.
Han regner da også selv med at stille til start.
- Det er ikke noget, jeg har gået og længtes efter, men det bliver da fantastisk at få lov at opleve et professionelt cykelløb på hjemmebane, siger Magnus Cort i et videointerview på pressemødet.
Resten af PostNord Danmark Rundt-ruten er endnu ikke blevet offentliggjort, men bliver det i februar.
PostNord Danmark Rundt skydes i gang tirsdag den 12. august og slutter lørdag den 16. august. Løbet kan følges på DR's kanaler.