Pogacars overlegne Giro-triumf er en realitet

Den slovenske cykelrytter Tadej Pogacar kom sikkert i mål på sidste etape af Giro d'Italia.

Tadej Pogacar vinder etapeløbet med omkring 10 minutter ned til nærmeste forfølger. (Foto: © ANDREW MEDICHINI, Associated Press)

Tadej Pogacar kan nu endegyldigt kalde sig vinder af Giro d'Italia.

På søndagens sidste etape skulle sloveneren blot gennemføre de 125 kilometer i og omkring Rom for at kunne lade sig hylde.

Med seks etapesejre i løbet og voldsom dominans havde sloveneren etableret et forspring på knap 10 minutter ned til nærmeste forfølger i klassementet, colombianske Daniel Felipe Martinez.

Sloveneren sad langt fremme i feltet indtil 21. etapes sidste kilometer, hvor feltets sprintere fik lov til at kæmpe om sejren i den italienske hovedstad.

Her sikrede belgiske Tim Merlier sin tredje etapesejr i løbet foran den italienske topsprinter Jonathan Milan.

Det var første gang, at Tadej Pogacar stillede op i Giro d'Italia.

Næste stop: Tour de France

Tadej Pogacar har allerede meldt ud, at han godt kunne tænke sig at blive den første rytter til at vinde både Giro d'Italia og Tour de France i samme år, siden Marco Pantani gjorde det i 1998. Den såkaldte Giro-Tour-double.

Med Jonas Vingegaard som en fortsat ubekendt, hvad angår fysisk form op til Tour de France, ser den mulighed lige pludselig endnu mere sandsynlig ud.

Det er nemlig kun danskeren, der har holdt Pogacar fra fadet ved de seneste to udgaver af verdens største cykelløb.

Og da sloveneren allerede tidligt kunne se, at Giro-sejren ville være en overkommelig udfordring, blev fokus rettet frem mod Tour de France.

Foruden sine evner i de store grand tour-løb har Pogacar også vist sig stærk i de øvrige store cykelløb i kalenderen.

Fra 2021 og frem har han vundet seks monumenter, som er betegnelsen for cykelsportens fem største endagsløb. Flandern Rundt sidste år, Liège-Bastogne-Liège i 2021 og i år samt et hattrick i Lombardiet Rundt.

Læg dertil sejre i flere semiklassikere og i alt 12 samlede sejre i forskellige ugelange etapeløb på højeste niveau samt en OL-bronze i linjeløb.

Det er altså ikke ubegrundet, at han ofte omtales som et tusindårstalent.

Tour de France begynder i år den 29. juni, og du kan følge løbet i Touren på P4.