Det er ikke evnen til at bide smerte i sig, cykelryttere mangler.
I dansk cykelhistorie er billederne af amerikanske Tyler Hamilton, der i 2003 sled sig gennem Tour de France med et brækket kraveben, nærmest ikoniske.
I nyere tid er Mathias Norsgaards 11 løb med et brækket skinneben i sig selv nok til at få sved på overlæben.
Voldsomme skader er normale i en verden, hvor styrt og kaos er en faktor, som rykker rundt på den etablerede dagsorden, og det må slovenske Tadej Pogacar også sande.
I weekenden styrtede det slovenske cykelfænomen under Liège-Bastogne-Liège, og her pådrog han sig en af den slags skader, som alt fra motionscyklister og professionelle ryttere kender til.
Et brækket håndled.
Nærmere betegnet er det måne- og bådbenet i håndroden, der har fået et brud, som sloveneren søndag blev opereret for, og som nu skal have ro til at hele.
- Shit happens. Jeg er heldig, at det kun er et brækket håndled, hvis man tænker på, hvor vildt et styrt, det var. Jeg ønsker det bedste til Mikkel Honoré, som slog sig meget mere end mig, skriver Tadej Pogacar på Instagram.
Tre måneders sygemelding er normalen
Det er forventeligt, at cykelsporten i høj grad kommer til at have øjnene rettet mod slovenerens helingsforløb. Ifølge en ekspert i håndkirurgi vil bruddene med stor sandsynlighed spille ind i juli måneds Tour de France.
Men hvordan kan to af kroppens mindste knogler nu blive en faktor i den duel, som forventes at finde sted, når Tadej Pogacar og Jonas Vingegaard til sommer skal ræse Frankrig rundt i jagten på at vinde verdens største etapeløb?
Det skyldes, at der ikke er tale om et "klassisk håndledsbrud", som man kender det, når folk glider på isen, tager fra med hånden, og håndleddet bukker bagover.
Det forklarer Søren Larsen, specialeansvarlig overlæge for håndkirurgi på Privathospitalet Aleris.
- Helt overordnet er det her mere komplekst, for det er to af otte knogler i håndroden, der er brud på, og som han er opereret for. Det kan give problemer på sigt, siger Søren Larsen.
Stjernerytteren Pogacar skulle i forvejen først deltage i Slovenien Rundt om syv uger, så på den måde forstyrrer de op mod seks uger med hånden i gips eller bandage ikke nogle sportslige højdepunkter. Men ifølge Søren Larsen fra Privathospitalet Aleris kræver sådanne brud 12 uger, før man igen bør belaste hånden fuldt ud.
- Nu har han øjensynligt to brud, og der vil vi normalt sige til en patient, som bruger sine hænder i hverdagen, at de i hvert fald er sygemeldt i tre måneder. Minimum. Men de her cykelryttere er i vores optik ikke helt ”normale”. Det er den samme biologi, vi arbejder med, men de har en anden mentalitet og et team omkring sig, siger Søren Larsen.
Så du vil ikke kunne udelukke, at der vil være nogle komplikationer i Tour de France?
- Det vil undre mig meget, hvis han ikke har nogle gener fra håndleddet og hånden ved Tour de France-starten. Det kan påvirke bevægeligheden og styrken i håndleddet og hånden, siger han.
Som generelt cykelinteresseret og motionscyklist har Søren Larsen også tænkt over, hvilke konkrete konsekvenser bruddene måtte få på sommerens duel i Frankrig. Her vil det særligt været i spurterne, på nedkørsler og på hårde stigninger, at Tadej Pogacar kan få problemer.
- Med min egen erfaring fra motionscykling vil jeg mene, at når det går opad, og man rejser sig op, så lægger man sin vægt længere frem og dermed lægger større vægt ned på sine hænder. I min optik vil det være der, han vil blive udfordret, siger Søren Larsen.
Muligvis kun tale om ét brud
Den specialeansvarlige overlæge har af gode grunde ikke set røntgenbillederne, og udtalelserne indeholder derfor også visse forbehold. Men ifølge Søren Larsen er der tale om "en sjælden fugl", såfremt det er sandt, at der er brud på både måne- og bådbenet.
- Jeg kan ikke afvise det, men jeg tænker, at han nok har et brud og en ledbåndsskade inde i sin håndrod. De to knogler er ret tæt bundet sammen af et ret stærkt ledbånd, som er enormt styrende for biomekanikken i håndroden, siger Søren Larsen.
Såfremt der kun er tale om et brud og en skade på ledbåndet, vil tidshorisonten og komplikationerne dog være "mere eller mindre" de samme, vurderer Søren Larsen.
- Når vi behandler denne type brud, foretager vi en operation, og efterfølgende har den tilskadekomne gips på i 6 uger. Herefter slippes man mere eller mindre fri, men vi anbefaler, at man først må fuldt belaste hånden efter yderligere seks uger. Det er for at reducere risikoen for, at de løber ind i problemer på sigt.
Søren Larsen forklarer, at ophelingen ved sådanne brud i håndroden kan blive forsinket eller manglende, og at der derfor vil ske en falsk leddannelse, som kan betyde, at man skal opereres igen.
Regner man 12 uger frem fra søndagens operation, så er vi ved 16. etape i Tour de France.