Her er en gåde: Hvad er 14 centimeter bredt, 20 centimeter dybt, to milliarder år gammelt og resultatet af størknet magma fra Jordens indre og en stolt europæisk håndværkstradition?
Svaret er brosten.
De kløvede granitstykker, der er blevet synonym med et af cykelsportens vigtigste og mest fascinerende cykelløb, Paris-Roubaix, som køres søndag.
Nok har endagsløbet hverken bjerge eller bakker, men de nordfranske brosten får det professionelle cykelfelt til at bøje hovedet i lige dele respekt og ærefrygt.
Cykelrytteren Chris Horner beskrev engang løbet med disse ord.
- De har pløjet en grusvej, fløjet over den med en helikopter og tabt en bunke sten fra himlen. Dét er Paris-Roubaix.
I alt 257 kilometer venter rytterne, hvoraf 55 kilometer er fordelt på 29 brostensstykker. De såkaldte pavéer lever en uberørt tilværelse det meste af året, men én søndag i april tiltrækker de hele sportens opmærksomhed.
I modsætning til de fint anlagte brosten man kender fra de danske handelsbyer, er kvaliteten af de 100 år gamle nordfranske markveje i anderledes dårlig stand. Det skyldes i særdeleshed tre faktorer: Den grove kløvning af granitten, afstanden mellem stenene og det dårlige underlag, de er lagt på.
Det siger Palle Bøje. Han er brolægger og tidligere cykelrytter, så når snakken falder på løbet Jørgen Leth berømmeligt navngav en "Forårsdag i Helvedet", kombineres to af hans store interesser.
- Man kan slet ikke forestille sig, hvor ubehageligt det er. Det er ekstreme pinsler, rytterne gennemgår, og én ting er sikkert: På brostenene er det kun den stærkeste, der vinder.
Hvor kommer navnet fra?
Før 1900-tallets popularisering af asfalt og beton var brostenbelægning det bedste alternativ til en mudret markvej gennem det nordfranske terræn. Og netop teknikken brostenene er blevet lagt med, har givet granitklumperne deres navn, siger Palle Bøje.
- Stenene ligger som en bro på vejen. Når man bygger en stenbro over en flod eller en kanal, runder broen for at gøre konstruktion stærkere, siger Palle Bøje.
Toppen af brostensvejens bue er den såkaldte pilhøjde.
Dette toppunkt, pilhøjden, hvor vejen er mest plan, skal cykelrytterne ideelt set ramme, når de kommer blæsende ind på brostenene med 200 pulsslag i minuttet og en fart på 50 kilometer i timen.
- Men det er let at sige, for der skal bare ét forkert ryk til, før du glider væk fra midten af vejen og ned i en af de to siderender, hvor der ligger grus og småsten. Er du uheldig, punkterer du her, og rent psykologisk er du allerede knækket en lille smule, fordi du har sluppet toget med de ryttere, der kører stærkest på midten af vejen, siger Palle Bøje.
Vigtigst af alt må cykelrytteren vide, at brostenenes vilje skal respekteres, forsikrer brolæggeren.
- Når først du er på brostenene, er det ikke længere dig, der bestemmer. Der bestemmer kun brostenene. Derfor er du som rytter nødt til at følge dit styr, ellers styrter du.
Den danske forbindelse
Med få undtagelser er Paris-Roubaix blevet kørt siden første udgave i 1896, hvor Charles Meyer leverede det foreløbige bedste danske resutat, da han blev nummer to på målstregen i Roubaix. Men det er ikke den eneste forbindelse mellem Paris-Roubaix og det danske kongerige.
For mellem de grå og blå brosten fra Bretagne og Hainuat-regionen i Belgien, skal rytterne også forcere brosten af bornholmsk granit, der på mærkværdig vis er rejst fra Østersøen til markvejene i Nordfrankrig i løbet af 1800- og 1900-tallet, fortæller Palle Bøje
- Danske handelsmænd sejlede typisk tomme sejlskibe til Antwerpen i Belgien, hvor de købte mange varer hjem. For at få skibene til at ligge stille på søen på den lange vej rundt om Jylland, lagde man derfor brosten ned i lastrummet. Brostenene blev så læsset af i Antwerpen, og så fik man varer med hjem til Danmark.
- Derfor har der ligget utrolig mange bornholmske brosten i Antwerpen, og derfra er de blevet bredt ud i landet med hestevogne til bønderne i områderne, hvor rytterne kører Paris-Roubaix, siger Palle Bøje.
- Det er jo milliard år gamle stykker granit, der har rejst rundt i Europa, som nu får en hovedrolle i cykelløbet.
Skyttegraven Arenberg
Af de 29 brostensstykker er særligt pavéen gennem Arenbergskoven i dag kendt som et mytisk sted. På brostenene i mineområdets sorte jord kan enhver rytters drøm om sejren blive knust på et øjeblik, hvilket Mads Pedersen fik at føle i 2021.
Franskmændene omtaler Arenbergskoven som en skyttegrav, og det er derfor ikke helt ubegrundet, at den danske cykelrytter Christopher Juul Jensen har sammenlignet indkørslen til den 2300 meter lange pavé med "den scene i Braveheart, hvor soldaterne stormer mod hinanden".
Fra et brolæggerperspektiv ligger der også meget tilbage at ønske.
- Arenbergskoven er slem. Til daglig er den jo lukket og spærret af i begge ender, og jeg vil nok sige, at vegetationen i skoven har taget lidt over, siger Palle Bøje.
- Underlaget er ikke særlig godt, og dengang vejen er blevet lagt, har der øjensynligt ikke været sten nok, så brostenene har fået det, vi kalder en god fugebredde. Der er meget store huller, og det er næsten ufremkommeligt.
Vindernes pavé
Alt godt kommer dog til den, der venter. Selv for en brolægger i Paris-Roubaix. Løbets sidste pavé, der fører rytterne ind mod den gamle, slidte cykelbane, hvor vinderen skal findes, er skønheden selv, siger Palle Bøje.
- Det er en gave til løbet og det eneste stykke, der ser lækkert og pænt ud. Det er virkelig, virkelig flot. Det er sådan, man laver brostensveje i dag.
Med tiden bliver denne pavé kun flottere. Udover at modtage sin helt egen brosten på toppen af sejrspodiet, får vinderen af løbet lagt en sten med sit navn på pavéen og brolagt sig direkte ind i cykelhistoriens evighed.
For sådan er det med de udødelige granitklumper. Brosten varer evigt.