Det er en fast del af de store cykelholds program at tage på højdetræningslejr inden sæsonens store mål, som for eksempel Tour de France.
Her bruger blandt andre Jonas Vingegaard og Tadej Pogacar flere uger i højderne for at tilpasse kroppen til en luft med mindre ilt og øge mængden af hæmoglobin i kroppen, som er det, der transporterer ilt ud til musklerne.
Jo mere hæmoglobin, jo bedre udholdenhed til at klare 21 dages strabadser i bjergene under Tour de France.
Men der findes også en anden metode til at øge mængden af hæmoglobin.
Ved at genånde gassen kulilte over en længere periode på tre-fire uger kan mængden af hæmoglobin øges med fem procent, viser nye studier.
Det fortæller seniorforsker ved Anti Doping Danmark, Jakob Mørkeberg.
- Den effekt man får af det er sammenligneligt med en pose blod i en bloddoping-procedure, hvis man altså går og genånder kulilte i flere uger.
- Det øger ens EPO-produktion, så det fungerer lidt som en slags EPO, fortæller Jakob Mørkeberg.
Metoden er på Anti Doping Danmarks liste over ulovlige midler, men er endnu ikke at finde på listen fra det internationale antidopingagentur, Wada.
Her har der dog været diskussioner om, hvorvidt det skal gøres forbudt, siger Jakob Mørkeberg.
Han sidder med i en ekspertgruppe under Wada og fortæller til DR Sporten, at han regner med, at Wada inden længe kommer med en udtalelse, som vil gøre det klart, at metoden er ulovlig.
Anti Doping Danmark har allerede meldt ud, at det er forbudt. Tror du også, at Wada gør det inden længe?
- Ja, det gør jeg. Det er jeg fortrøstningsfuld over, at de gør inden alt for længe, siger Jakob Mørkebjerg.
Den Internationale Cykelunion, UCI, kom tirsdag med et klart budskab til hold og ryttere, der gør brug af metoden.
- UCI opfordrer kraftigt hold og ryttere til ikke at gøre brug af gentagen indånding af kulilte. Kun til medicinsk brug kan en enkelt indånding i et kontrolleret miljø være acceptabel, lyder det ifølge AFP fra UCI.
Vingegaard og Pogacar bruger kulilte i højderne
Indånding af kulilte blev beskrevet af mediet Escape Collective under sommerens Tour de France, hvor det kom frem, at flere tophold bruger metoden til at måle mængden af hæmoglobin i kroppen.
Herunder Vingegaards hold Visma Lease-a-bike og Pogacars UAE-mandskab.
Begge ryttere bekræftede, at de har genåndet kulilte for at måle effekten af højdetræning. Men der er altså tale om en anden måde at bruge metoden på.
Vingegaard forklarede dengang til TV2 Sport, at der ikke er noget suspekt over det.
- Det er ikke noget, der er farligt. De siger, at de sender noget ind i lungerne, der svarer til at ryge en cigaret (med tanke på kulilteindholdet, red.). Det er det samme som at ryge én cigaret, sagde Vingegaard til TV 2 Sport.
Den metode, som Vingegaard og Pogacar har benyttet sig af, er blevet brugt i flere årtier og er ganske tilladt, fortæller seniorforsker i Anti Doping Danmark, Jakob Mørkeberg.
- Hvis man for eksempel tager på højdetræningslejr eller laver varmetræning, så kan man måle, om det har en effekt på hæmoglobinmassen ved at lave en måling før og efter.
- De her målinger beror sig på, at man genånder en lille smule kulilte, siger Jakob Mørkeberg.
Man får altså først en øget hæmoglobinmasse, hvis man genånder kulilte gentagne gange i flere uger. Og det er netop den metode, der ifølge Jakob Mørkeberg snart bliver forbudt.
- Hvis man bruger det for at øge sin hæmoglobinmasse ved at genånde kulilte hyppigt i flere uger, så anses det for at være doping, men hvis man bare får målt sin hæmoglobinmasse og bliver udsat for det her kulilte i meget kort tid, så er det ikke forbudt, siger han.
Udover at give en fordel i form af øget udholdenhed, så kan det også være livstruende at indånde for meget kulilte.
- Hvis du får for meget kulilte ind i kroppen, kan du blive forgiftet af det, og i værste tilfælde dø. Det svarer lidt til, hvis du griller indendørs.
- Man får simpelthen ikke ilt til hjernen, og så dør man af iltmangel, siger Jakob Mørkeberg.