Magnus Cort taber med en cykellængde i England

Den danske Astana-sprinter var tæt på at vinde for anden dag i træk i Tour de Yorkshire.

Magnus Cort har fart i cyklen i det engelske. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Astana-danskeren Magnus Cort var lørdag tæt på at hente sin anden etapesejr på stribe.

I spurten på 3. etape af Tour de Yorkshire lå den danske cykelrytter i front frem til de sidste meter, hvor Sunwebs Max Walscheid satte turboen til og vandt med en cykellængde.

Fredag markerede Cort sig ved at vinde 2. etape af det britiske etapeløb. Samtidig overtog han førertrøjen, og den bevarede han lørdag med sin andenplads.

Afsluttes søndag

I det samlede klassement ligger han foran OL-guldvinderen Greg Van Avermaet, som er ti sekunder efter danskeren.

Spurten blev en realitet, efter at rutinerede Sylvain Chavanel blev hentet med godt en kilometer tilbage.

Magnus Cort trådte kraftfuld frem i spurten, men det blev Walscheid, der kom først over stregen efter de 184 kilometer.

Søndag køres løbets sidste etape, der slutter i Leeds.

/ritzau/