Quick-Steps Elia Viviani var første mand over stregen, da der lørdag blev spurtet om sejren på 2. etape i Giro d'Italia i Tel Aviv.
Viviani dukkede sent op i spurten, men da han først kom op i fart og fik plads, var der ingen af de andre sprintere, der kunne følge med.
Italieneren vandt foran Jakub Mareczko og Sam Bennett.
Førertrøjen blev overtaget af BMC-rytteren Rohan Dennis. Han var bare to sekunder efter Sunwebs Tom Dumoulin før etapen, og ved at tage bonussekunder på en indlagt spurt overtog han den lyserøde førertrøje i løbet.
Tidligere på etapen var den danske veteranrytter Lars Bak en del af et udbrud, men det fik aldrig et stort forspring til feltet.
Nede bagved satte BMC nemlig et hæsblæsende tempo, og med 75 kilometer tilbage var der samling igen. Bak havde forinden forsøgt at holde liv i udbruddet med et par angreb, men uden held.
BMC ville have Rohan Dennis i førertrøjen, og den mission lykkedes altså, da Dennis vandt en indlagt spurt foran Elia Viviani.
Flere forsøgte sig
Guillaume Boivin fra Israel Cycling Academy viste efterfølgende holdets fane på hjemmebanen med et optimistisk udbrudsforsøg.
Han blev hentet med godt 16 kilometer igen, og så var der lagt op til en eksplosion blandt feltets hurtigste ryttere.
Fire kilometer før mål forsøgte et par af Katushas profiler at vriste sig fri af feltet, men farten var så høj, at de aldrig kom væk.
Dermed var spurten en realitet. Michael Mørkøv, der skulle køre spurten for Viviani, havde svært ved at finde sin italienske holdkammerat.
Pludselig dukkede Viviani dog op, og da han først fik plads til sin spurt, var der ikke den store tvivl om sejren.
/ritzau/