Styrt, galninge, tårer, kaos, glæde, skønhed og hård sidevind. Cocktailen i Tour de France er både hård, uimodståelig og afhængighedsskabende. Og det er blot nogle få af de ingredienser, der ifølge sportsdirektør Brian Holm udgør det traditionsrige løb.
- Jeg ser mest frem til, at det er overstået, siger Holm med et smil inden løbets startskud lørdag.
- Det er hektisk, det er kaotisk, men også meget spændende og underholdende. De første ni dage bliver det lidt af et galehus for vores hold med alle sprinteretaperne. Naturligvis ser jeg frem til det, men det bliver også stressende, siger han og fortsætter:
- Der vil blive styrt, og der vil blive grædt tårer hen ad vejen over op- og nedture. De fleste, som tager derned glæder sig, men de glæder sig også til, at det er overstået, siger sportsdirektøren hos Etixx-Quick-Step.
Uforudsigeligt løb
Han peger på, at uforudsigeligheden er en stor og vigtig del af løbet, som denne gang strækker sig over 21 etaper og 3360 km.
- Jeg har ikke oplevet nogen dernede, som er afslappede. Det kan godt være, vi ser sådan ud, men selvfølgelig er man nervøs. En massespurt i servicebilen de sidste 10 km med sidevind og styrt hele tiden, det vænner man sig aldrig til. Det er og bliver spændende, og hver dag bringer noget nyt. Hver dag forsøger man at regne det ud. Vi forsøger at være kloge og analysere løbet, men man tager ofte fejl. Så det er ret uforudsigelig.
- Det er lidt nemmere at dumme sig i de mindre løb, hvor der ikke er 300 millioner seere, der ser på. Man bliver udstillet mere, når man kvajer sig i Touren, og det kan godt stresse én lidt. Når man sidder i cykelløbet føler man sig som en general under et ørkenslag med sine tropper, og når man laver fejltagelser, er der kontant afregning, siger Brian Holm.
Men det er samtidig noget af det, man bliver afhængig af, erkender Brian Holm.
- Det bliver hektisk, men det bliver også kaos, og man bliver afhængig af det, når man er der. Man skal lige tune sig ind på det i den første uge, og derefter bliver man helt afhængig af det kick, man får hver dag af sidevinde og galninge, man er omgivet af. Så kommer man hjem, og så er det stille og roligt, hvilket er lidt af et antiklimaks, men til sidst glæder man sig ikke engang til at komme hjem.
Ud over alle strabadserne indeholder Tourens film også kultur, natur, mad, vin, kaffe og store oplevelser i både byer og på bjerge.
- Som rytter var jeg på ingen måder opmærksom på disse kulturelle ting, der var ingen nydelse i det. Det var hundrede procent koncentration fra morgen til aften. Som sportsdirektør kan man godt finde en halv time hver tredje dag, hvor man nyder det; hvor man står lidt op før på et smukt hotel og nyder udsigten og stilheden. Men på disse dage har man højst en time fri om dagen.
Glæden ved Touren
Hvad er det bedste ved Tour de France?
- Det bedste ved Tour de France er selvfølgelig, når vi vinder. At se glæden hos rytterne og at se personalet have den der glæde over en sejr er dejligt. Når vi har fået stryg, fået en over nakken, og når pressen har skrevet negativt om os, og vi så kommer tilbage igen, retter ryggen og siger, ’vi kunne godt’ - det er noget af det bedste, siger Holm og fortsætter:
- Og antallet af tilskuere langs vejene forbløffer mig år efter år. Det er imponerende så mange, der er ude til en Tour. Det er en institution, det er et skolefag i Frankrig. De franske børn lærer om Touren i skolerne, ligesom danske børn lærer om Dybbøl Mølle.
Hvad er det værste ved Tour de France?
- Det værste, jeg har oplevet, er ulykkerne. Man vænner sig aldrig til, at folk kommer alvorligt til skade. Man kan vænne sig til at tabe, men de alvorlige ulykker langs landevejen er uden sammenligning de værste. Det sidder i én for altid, når man ser folk blive ramt af biler, det er ubehageligt.
Med alle de negative ingredienser i løbet, hvorfor bliver du så ved med at tage derned?
- Hvis man ikke glædede sig til det, og hvis man ikke var nervøs, skulle man nok ikke gøre det længere. Det er en sund nervøsitet, og kunne man spole tiden tre uger frem, og man stod med et par etapesejre, ville man være lykkelig. Den dag, man ikke var lidt nervøs, og hvor det ikke kildede i maven, så var det netop tidspunktet, man skulle holde op med at tage til Tour de France.