Tre uger spækket med oplevelser samt op- og nedture, at det er svært at finde ud af, hvor man overhovedet skal starte. Hvad var det nu, der var det bedste øjeblik i Touren? Hvilken rytter har været mest bemærkelsesværdig?
Det er jo en meget subjektiv vurdering, hvor der helt sikkert vil være store uenigheder blandt folket. Vi har dog vovet pelsen og fundet frem til fem højdepunkter.
Vi har nemlig åbnet vores videoarkiv fra etapeløbet i år og sat os sammen med Henrik Fallesen, der har kommenteret hver eneste etape i Touren på P3 for at finde frem til de helt store højdepunkter. Han har derfra udpeget fem stykker, som han synes har været højdepunkterne i årets Tour de France.
Henrik Fallesen beskriver dem herunder.
19. etape var en angrebsfest
Det er ikke så tit, at man ser de helt store navne risikere noget, og det er lidt den følelse, vi har siddet tilbage med efter de seneste udgaver af Tour de France. Der var for mange, der havde svært ved at acceptere, at man skulle være offensiv for at kunne vinde noget.
Men på den her 19. etape med over 100 kilometer til mål var der mange, der var villige til at satse noget og sætte dem i toppen af klassementet under pres. Og det lykkedes til fulde, fordi Mikel Landa var næsten på vej til at pille den gule trøje af Geraint Thomas, indtil LottoNL-Jumbo fandt ud af, at det kunne sætte en stopper for etapesejren og at få Primoz Roglic på podiet.
Jeg synes virkelig, at den etape havde det hele. Der var lidt spænding om den gule trøje, navne der var tæt på et stort hop i klassementet, og så ender vi med en flot etapesejr til Roglic, som blev belønnet for sin vedvarende offensive kørsel.
Kampen på brostenene
Jeg synes, at brostenen viste deres fulde berettigelse i Tour de France. Der måtte gerne være brosten i Touren hvert år. Jeg ved godt, at der er mange, der er kritiske over for det, og at der er for stor risiko for, at det kan skille nogle favoritter ud af Touren.
Jeg synes, at brostensetapen i år netop viste, at der var så mange af klassementsrytterne, som havde øvet sig på brostenene, så selvom de blev ramt af uheld, så formåede de at komme tilbage. De blev ramt af forhindringer, men de overlevede dem også.
Det blev en etape med et rigtig godt cykelløb med de klassiske styrt og punkteringer. Vi havde endda en af de helt store outsidere, som udgik, inden vi kom til brostenene. Og så havde vi også en god kamp om etapesejren, hvor John Degenkolb trådte tilbage på den internationale scene. Jakob Fuglsang var også i angreb. Jeg synes, at etapen havde det hele.
Den danske magtdemonstration
Det var på tide, at vi fik en dansk etapesejr. Vi har været tæt på nogle enkelte gange siden 2009. Men nu havde vi endelig en dansker med i finalen, som havde vindergenet. Både Magnus Cort og Michael Valgren egentlig. Begge kunne have vundet den etape, fordi de har lært, hvordan man vinder et cykelløb.
De sad og prægede den etape på fornemste vis. Jeg synes, at det var en etapesejr, der sagde noget. Danskerne arbejdede sammen og prægede etapen næsten fra start til slut.
Og så var Cort bare så god og kold i den afslutning. Det er formentlig også et varsel om, at vi er på vej ind i en guldalder med nogle af de her unge ryttere. Det må være et fingerpeg om, at vi ikke kommer til at vente ni år, før vi atter får en etapesejr i løbet.
Den nye franske kæledægge
Vi har savnet ham i nogle udgaver af Tour de France, men i år viste han, hvorfor vi netop har savnet ham. I årets udgave trådte han for alvor ind på den helt store scene. Det var ikke bare den store internationale fødsel af Alaphilippe. Det var også fødslen som rollen til hele Tour de Frances charmetrold.
Han kan lige præcis det, som franskmændene og cykelsporten som helhed sukker efter. Han har noget karisma og et utroligt overskud til at optræde foran folk. Han gav os to imponerende etapesejre, hvor han både viste, at han er skarp til at køre opad og en af bedste, når det går nedad.
Vi kommer til at høre meget mere til ham her, og han har toppet en allerede flot sæson, hvor han vandt Fleche-Wallone med præstationerne her i Touren. Jeg synes, at det siger det hele, at han på vej op ad en stigning møder djævlen, og så har han overskud til at køre over og tage treforken fra djævlen og posere med den. Det er symbolet på Alaphilippes Tour de France.
Den evigt udfordrende Roglic
Det første jeg tænker, når jeg ser ham køre på cykel, det er, at jeg ærgrer mig over, at han ikke startede tidligere, fordi han er virkelig blevet god. Han er tæt på at være den største overraskelse i det her Tour de France. Det er kun Geraint Thomas’ samlede sejr, der nok er større.
Men der, hvor jeg falder for Roglic, er med den her offensive attitude, som han har haft i løbet. Han havde sikkert sagt ja til en plads i top fem på forhånd, men alligevel er han ikke bange for at risikere sin tredje- eller fjerdeplads i løbet her henne i slutningen. Han vil ikke nøjes. Han skyder hele tiden efter noget, der er større.
Den mentalitet er imponerende at have for en mand, der kun er i gang med sit andet Tour de France. Og jeg synes, at han er blevet bedre og bedre i løbet modsat andre. Det virkede som om, at for hvert angreb fik han mere energi til at prøve endnu engang. Han er en type, vi kommer til at se mere til de næste par år.