Cykelekspert Dan Frost sad som så mange andre danske cykelentusiaster og hoppede i sofaen, da Jakob Fuglsang kørte sejren hjem i etapeløbet Criterium du Dauphiné.
- En sejr i Dauphiné rangerer lige under Touren. Det er et optaktsløb, og det er der, hvor alle er skarpe. Og ser man bort fra sølvmedaljen ved OL, så er det det største, Jakob har opnået indtil videre, siger han.
I en nervepirrende afslutning stak den danske Astana-rytter af fra favoritfeltet og satte både Chris Froome og Richie Porte, så han overhalede dem begge i den samlede stilling og vandt den gule trøje.
Bedre taktiker
Sejren i det franske etapeløb er samtidig tegn på, at den 32-årige Fuglsang har gennemgået en positiv udvikling, mener Dan Frost, der var hans sportsdirektør på Team Saxo, da han for første gang deltog i Criterium du Dauphiné.
- Jeg synes, at Jakob har udviklet sig til at blive endnu bedre rent taktisk. Ofte har man siddet med en fornemmelse af, at Jakob har kørt på det sikre, men nu bliver han mere kold og velovervejet, har is i maven og tør spille de andre ud mod hinanden.
- Det gav pote på etapen i dag, at de øvrige favoritter bekæmpede hinanden, og så kunne han sidde og lurepasse lidt, lyder vurderingen.
Nu handler det om at lade sejre avle sejre og for Fuglsang at se sig selv som en rytter, der kan køre med, når de store kanoner træder i stilling, mener Dan Frost.
- Efter mange år med en masse andenpladser tror jeg, at han spiller rollen bedre og kan spille sig selv ind i finalen som vinder.
- Der har bare manglet den lille flig for at nå op på det øverste trin. Og det har måske sat sig på selvtilliden. Nogle gange ser man ryttere, der vokser med at de vinder en sejr. Så bliver der slået hul på bylden, og det kan man godt sige, at der gjorde for Jakob her.
Muligheder i Tour de France
De to etapesejre og den gule trøje, som Jakob Fuglsang har vundet i den forløbne uge, kan ikke undgå at rejse spørgsmål om, hvor silkeborgenseren står i forhold til sommerens Tour de France.
- Det giver gode perspektiver for os danske tv-seere, men så sandelig også for Jakob.
- Det at ham og Fabio Aru (holdkammerat på Astana, red.) spiller hinanden så godt ud, håber jeg kan fortsætte i Touren. Så de udnytter hinanden og kører kontra på hinandens angreb og lukrerer på, at de er to, der kan køre klassement.
- Det betyder selvfølgelig også noget, at de andre favoritter ikke har regnet Jakob for den helt store udfordrer til sejren. De har tænkt, at ham kunne de holde styr på undervejs, men det skal de nok til at revurdere, når vi kommer til Touren.
Jakob Fuglsangs hidtil bedste resultat i Tour de France er en syvendeplads i 2013.