Før sidste etape: Cecilie Uttrup har ungdomstrøjen inden for rækkevidde

Før sidste etape i det store etapeløb Giro Rosa har Cecilie Uttrup et solidt forspring i ungdomskonkurrencen.

Cecilie Uttrup Ludwig ligger til at vinde ungdomstrøjen i Giro Rosa. (Foto: © Cervelo Bigla, Cervelo Bigla)

Cecilie Uttrup Ludwig og holdkammeraterne på Cervelo-Bigla Pro Cycling kommer på hårdt arbejde, når de i dag skal forsøge at forsvare danskerens ungdomstrøje i etapeløbet Giro Rosa.

Før 10. og sidste etape fører 21-årige Uttrup Ludwig konkurrencen med 1 minut og 4 sekunder ned til nummer to, tjekken Nikola Noskova.

- Jeg tror virkelig, at der bliver gået til den, og der bliver virkelig kørt cykelløb, og at der bliver stukket på kryds og tværs, så vi skal virkelig være vågne, siger det danske cykeltalent.

Feltet er nået til det sydlige Italien, og dagens etape på 121,7 kilometer består af ni omgange af 11 kilometer i en kystby nær Napoli, som man kender det fra criterium-løb, inden rytterne afslutningsvis skal op ad den berømte vulkan Vesuvio.

- Den sidste stigning skulle være rigtig, rigtig stejl, så man skal både have sine criterium-ben og bjergben på.

- Men hvis alt går efter planen, så kunne vi godt tænke os at have en rigtig god dag og samtidig forsvare ungdomstrøjen, siger Cecilie Uttrup Ludwig.

Et år i lære

En bedrift der vil rangere højt på listen over personlige højdepunkter, hvis det skulle lykkes.

- Det vil være rigtig, rigtig stort. Det er en ret stor ting hernede. Og selvfølgelig kan man sige, at hvis man får en ungdomstrøje i så krævende et løb som Giro Rosa, så bliver der selvfølgelig også lagt mærke til det.

- Men lige nu er jeg ikke på udkig efter et nyt hold, fordi jeg har en kontrakt på to år. Så for mig er det bare vigtigt, at jeg lærer sindssygt meget i det her år, siger hun om perspektivet i at slutte løbet som vinder af ungdomstrøjen.

Cecilie Uttrup Ludwig er den bedst placerede af de syv danskere, der stiller til start i løbet, på en 18.-plads i den samlede stilling.