Den unge danske cykelrytter Cecilie Uttrup bliver ved med at imponere, og i dag har hun kørt sig i ungdomstrøjen i etapeløbet Giro Rosa, der er kvindernes udgave af Giro d’Italia.
Uttrup blev nummer 26 på dagens kongeetape, og hun overtager dermed løbets ungdomsstrøje. Samlet ligger hun nu nummer 18 i klassementet.
- Jeg vil gøre alt for at holde fast i trøjen. Hvis nogen skal tage den fra mig og teamet, skal de flå den af mig, som var det min anden hud, siger Uttrup.
Den 21-årige dansker har generelt kørt fantastisk flot i denne sæson, hvor hun fører ungdomsranglisten med mere end dobbelt så mange point som nummer to og for nylig genvandt sin DM-titel i enkeltstart.
Der resterer to etaper i det italienske etapeløb.