VIDEO Ungt dansk banelandshold får baghjul ved European Championship

Med en gennemsnitsalder på 19 år var det danske banelandshold det yngste i kvalifikationen til 4000 meter holdforfølgelsesløb i Glasgow.

Det var et ekstremt ungt dansk banelandshold, der torsdag aften måtte tage til takke med en tiendeplads ved kvalifikationen til 4000 meter holdforfølgelsesløbet ved European Championship i Glasgow.

Flere af landsholdets normale ryttere er nemlig stillet til start ved PostNord Danmark Rundt i stedet for i Glasgow, og derfor var gennemsnitsalderen på det danske hold helt nede på 19 år.

Holdets målsætning var at ende et sted mellem nummer otte og nummer ti. Og selvom det endte med en tiendeplads var tiden i 4 minutter seks sekunder og 124 hundrededele noget langsommere end de 4 minutter og tre sekunder, det unge mandskab stilede efter.

Kvalifikationen til semifinalerne blev vundet af Italien, foran Schweiz, Frankrig og Storbritannien.