Dansk bjergrytter forlader Astana

Jesper Hansen fortæller, at han stopper hos det kasakhiske cykelhold efter denne sæson. 

Danske Jesper Hansen forlader cykelholdet Astana efter denne sæson. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Det tynder ud i danskerkolonien hos cykelholdet Astana fra Kasakhstan. For nylig meddelte Michael Valgren, at han fra næste år skifter til Dimension Data, og mandag aften kom så meldingen om endnu en danskerexit.

Jesper Hansen fortæller, at han er fortid hos Astana efter denne sæson.

- Jeg er færdig på Astana, siger han til TV2 Sport.

Jesper Hansen har kontraktudløb hos holdet efter indeværende sæson. Dermed er Jakob Fuglsang og Magnus Cort de sidste danskere tilbage hos Astana. Spørgsmålet er så, hvor Jesper Hansen skal køre fra næste år.

TV2 Sport har talt med danskerens agent, Moreno Nicoletti.

Agenten fortæller, at to hold på World Tour-niveau, et fransk og et engelsk hold, kan blive kommende arbejdsgiver for Jesper Hansen. Ifølge rytteren forhandler han dog ikke med det engelske hold.

Jesper Hansen er i gang med sin anden sæson hos Astana. Allerede tidligere i år stod det klart, at det ikke var givet, at han ville få forlænget sin kontrakt efter denne sæson.

Astanas team manager, Dimitriy Fofonov, sagde i juni under etapeløbet Schweiz Rundt følgende til TV2 Sport.

- Han skal bevise sit værd her, og det skal han også i Touren, hvor han skal arbejde for Fuglsang,

- Derefter diskuterer vi fremtiden, og det afhænger af, hvordan han har gjort det. Sådan er professionel sport. Det er klart, at han skal levere noget.

Jesper Hansen sluttede i juli som nummer 56 i Tour de France, som han kørte for første gang. Hans største resultat for Astana er den samlede andenplads i etapeløbet Tour of Turkey sidste år.

/ritzau/