Uden fældende beviser behandlede det amerikanske TV-program 60 Minutes på CBS problemstillingen motordoping. Her blev der blandt andet nævnt, at der er ryttere, som har snydt under Tour de France ved hjælp af mekanisk doping.
Det fortæller Jean-Pierre Verdy, der har været ansat som testleder i det fransk anti-doping forbund og derfor også jagtet dopingsyndere i Tour de France i mere end 20 år.
- Der har været brugt motorer i Tour de France. I 2014 fik jeg af vide, at der var motorer, og at det var et problem. I 2015 klagede alle over det, og jeg krævede, at der skulle ske noget, siger franskmanden til 60 Minutes.
Verdy fortæller ligeledes, at han er chokeret over, hvor hurtigt nogle ryttere kører over stigningerne i løbet. Hans kilder i feltet blandt ryttere og holdledere fortalte ham under i Tour de France 2015, at omkring 12 ryttere brugte motor.
Ungarsk skaber
Programmets hovedperson er ungarske Istvan ”Stefano” Varjas. Han mener, at han var med til at starte motordoping i sporten, da han tilbage i 1998 solgte en cykel med indbygget motor til en ven, der havde planer om at sælge cyklen til den professionelle verden.
Cyklen blev angiveligt solgt, men køberen er ukendt. Varjas fik en fortjeneste på to millioner dollars, hvis han samtidig lovede at holde handlen hemmelig i 10 år.
Det franske medie Le Monde legede i december med muligheden om, at det var Lance Armstrong, der var køberen. Han vandt sin første af syv Tour de France året efter i 1999. Han har dog selv afvist det til både Le Monde og 60 Minutes uden at stille op til interview.
Til programmet siger hans tidligere holdkammerat Tyler Hamilton, at han ikke er bekendt med, at der skulle være blevet benyttet motorer på det daværende US Postal-hold, men han erkender efter at have prøvekørt en af Varjas’ cykler, at det kunne være sket i al hemmelighed.
- Jeg kan se, hvordan hold skjuler det. Sådan en motor kan være forskellen på at vinde og tabe. Det er der ingen tvivl om. Vi skulle have vidst, at det her ville komme frem på et tidspunkt, siger Tyler Hamilton til 60 Minutes.
Hård anklage mod Froome og Sky
Som nævnt tidligere er der ingen fældende beviser på, hvem der har snydt, hvis der overhovedet er blevet snydt med mekanisk doping, men den tidligere Tour de France-vinder Greg LeMond sender alligevel en indirekte stikpille til verdens førende hold Team Sky.
Han mener, at man kan finde frem til mekaniske doping ved at gøre noget så simpelt som at veje cyklerne. 60 Minutes fortæller, at før en af tidskørslerne under Tour de France 2015 blev alle cykler som altid vejet, og der vejede Team Skys cykler 800 gram mere end alle andre cykler. Cirka det samme som vægten på en motor.
Der er dog også fordele ved at køre tidskørsler på tungere cykler, da det kan give et bedre greb i tilfælde af kraftig vind og bedre aerodynamisk. Greg LeMond er dog ikke i tvivl om, at der er et problem.
- Jeg stoler ikke på nogle vindere af Tour de France, før man finder ud af en måde at tage de motorer ud af cyklerne, siger Greg LeMond i programmet.
Dopinglæge viser interesse
Den sidste interessante del af 60 Minutes-programmet er, at en noget så upopulær mand som dopinglægen Michele Ferrari, der blandt andet arbejdede sammen med Lance Armstrong med systematisk doping, også har vist interesse i den mekaniske form for doping.
Han har ifølge ”Stefano” Varjas købt de mekaniske cykler hos ham gennem de seneste tre år, men det afviser italieneren til programmet. Han indrømmer, at han har prøvekørt en cykel med motor.
Michele Ferrari er udelukket fra cykelsporten på livstid.
Der er stadig kun enkelt rytter, som er blevet kendt skyldig i brug af mekanisk doping. Det var den kvindelige cykelcross-rytter Femke Van den Driessche. Udover hende har der kun været mistanke omkring ryttere uden konkrete beviser.