Schweizisk politi har i dag rejst en straffesag mod Fifa-præsident Sepp Blatter. Baggrunden er mistanke om en uretmæssig underskrivelse af en tv-aftale med det caribiske fodboldforbund.
Men Sepp Blatters advokat Richad Cullen afviser ifølger Reuters, at der er noget at komme efter. Han siger, at aftalen med det caribiske fodboldforbund var ’korrekt forberedt og forhandlet af de rette medlemmer af Fifas stab.”
- Der er bestemt ikke tale om dårlig ledelse, skriver Richard Cullen i en mail til Reuters og understreger, at Sepp Blatter samarbejder med Fifa.
Ud over tv-aftalen med det caribiske fodboldforbund undersøges Sepp Blatter også i forbindelse med en ’illoyal betaling’ på to millioner schweizerfranc til Uefa-præsident Michel Platini.
Michel Platini betragtes af den schweiziske statsadvokat som vidne i sagen og er altså på nuværende tidspunkt ikke under anklage.