Stjerne åbner slutspillet med at give fingeren til sit tidligere hjemmepublikum

Basketballstjernen Kyrie Irving og Brooklyn Nets begyndte søndag slutspillet mod Boston Celtics.

Kyrie Irving lavede 39 point for Brooklyn Nets, da slutspillet i NBA begyndte sent søndag. Alligevel trak Boston Celtics det længste strå, da de vandt 115-114. (Foto: © Maddie Meyer, Ritzau Scanpix)

Det var både på og uden for banen, at Brooklyn Nets-spilleren Kyrie Irving gjorde sig bemærket sent søndag dansk tid.

På sin tidligere hjemmebane i Boston, tabte Irving og holdkammeraterne 115-114 i den første kamp i slutspillet mod Boston Celtics. Men det var ikke kun på pointavlen, at der var dramatik.

Efter at have scoret et point viste han den midterste finger ud til sine tidligere fans, og senere i kampen blev begge langemænd luftet, da han bag sit hovede pegede fingrene ud mod publikum.

- Det er den samme energi, de har til mig, som jeg vil give til dem, sagde han efter kampen.

Irving forlod Boston Celtics i 2019 og efterlod deres fans med en bitter smag i munden, efter tidligere at have udtalt, at han gerne ville forlænge den to-årige kontrakt, han underskrev i 2017.

Irving har efterfølgende sagt, at han oplever "diskret racisme", når han spiller mod Celtics i Boston.

Tidligere har han vist sin utilfredshed ved at trampe på Boston Celtics logo, men i går var det langefingeren, der blev taget i brug. Endda hele to gange.

Han vil dog ikke angribe alle Boston-fans, men det er heller ikke alt, man kan acceptere som spiller, siger han, og refererer til diverse skældsord, der bliver råbt efter ham under en kamp.

- Vi forventes at være føjelige og ydmyge, men for fanden, det er slutspillet, siger han og forklarer, at stemningen bare giver ham motivation.

- Omfavn det. Det er den mørke side. Omfavn det, sagde han.

På onsdag har Kyrie Irving og Brooklyn Nets mulighed for at tage revanche, når de møder Boston Celtics i kamp to i slutspillet. (Foto: © Maddie Meyer, Ritzau Scanpix)

Stjerne med attitude

Det er ikke første gang, at Irving udtrykker utilfredshed overfor fans fra sine tidligere klubber.

I januar mødte Brooklyn Nets Irvings tidligere hold, Cleveland Cavaliers, hvor han spillede fra 2011-2017, og her blev der sagt mindre pæne ting til en Cavaliers-fan under kampen.

- Jeg gav jer et mesterskab, og i motherf***ers er stadig utaknemmelige, sagde han med reference til det mesterskab, han vandt med klubben i 2016.

Kyrie Irving blev senere straffet med en bøde på 25.000 dollars, svarende til 172.000 kroner, for den kommentar.

Men det er ikke kun på banen, at Kyrie Irving tiltrækker sig opmærksomhed.

Da Covid-19 pandemien rasede i USA, nægtede Irving at lade sig vaccinere. Lokale regler i New York sagde ellers, at hvis man var over 12 år, skulle man have fået første stik med vaccinen, hvis man ville deltage i indendørs sport.

Det blev efterfølgende bestemt, at spillerene i NBA ville miste en procent af deres løn per kamp de missede grundet manglende vaccine. Det endte med at koste den kontroversielle stjerne 87,5 millioner kroner at misse 35 hjemmekampen, inden reglen blev ophævet i marts i år.

Brooklyn Nets og Kyrie Irving får mulighed for revanche, når de på onsdag møder Boston Celtics i kamp nummer to i første runde af NBA-slutspillet. Der spilles bedst af syv kampe.