Verdens dyreste ’nej’? NBA-stjernes vaccine-modstand koster ham flere hundrede millioner kroner

Kyrie Irving nægter at lade sig vaccinere, og derfor har hans klub, Brooklyn Nets, valgt at ekskludere ham fra den kommende sæsons opgaver.

Kyrie Irving nægter at lade sig corona-vaccinere, og det kan koste ham dyrt. (Foto: © Sarah Stier, Ritzau Scanpix)

Selvom basketball-spilleren Kyrie Irving er vant til at være i mediernes søgelys, så har Brooklyn Nets-stjernen trukket ekstraordinært mange overskrifter i optakten til den kommende NBA-sæson.

Under normale omstændigheder ville pressens fokus være på, om stjernetrioen med Irving, James Harden og Kevin Durrant endelig kan realisere storsatsende Brooklyn Nets’ drømme om et NBA-mesterskab, men de sidste måneder har handlet om noget helt andet – nemlig Kyrie Irvings modstand mod coronavaccinen.

Den syvdobbelte NBA All Star og førstevalg i draften i 2011 vil ikke lade sig vaccinere, og det skaber store problemer for både Irving og Brooklyn Nets. Lokale regler i New York siger, at hvis man er over 12 år, SKAL man have fået første stik med vaccinen, hvis man vil deltage i indendørs sport, og den kategori hører basketball altså ind under.

Det nationale forbund for basketballspillere (NBPA), hvor Kyrie Irving er vicepræsident, havde ellers nægtet, at det skulle være et krav, at spillerne var vaccineret for at spille. I stedet foreslog forbundet ifølge BBC, at spillere, der ikke er vaccineret, ville få trukket 1 procent af deres løn, for hver kamp de missede i sæsonen. Og det er så her, Irvings revisors hovedpine begynder.

Med loven i New York betyder det, at Kyrie Irving vil misse 41 kampe, da det i princippet kun vil være hjemmekampe eller lokalopgørene mod New York Knicks, han ikke kunne spille. 41 missede kampe svarer til en lønreduktion for Irving på knap 2,5 millioner kroner pr. kamp – svarende til cirka 100 millioner for en hel sæsons hjemmekampe.

Men problemerne for Irving stopper ikke her. For hvem vil have en spiller, der kun kan spille udekampe og ikke må træne med sine holdkammerater? Ikke Brooklyn Nets. I tirsdags meddelte sportsdirektør Sean Marks, at så længe Kyrie Irving ikke er til fuld disposition, så kommer han ikke på banen. Det kan altså ende med at blive en rigtig dyr sæson for Irving.

Erklæret konspirationsteoretiker

At være skeptiker af coronavaccinen er der som sådan ikke noget opsigtsvækkende over i USA. Det er mere, når man graver ned i årsagen til Kyrie Irvings skepsis, at det kan få øjenbrynene til at hæve sig en smule.

Ifølge NBC Sports har Irving delt og liket opslag på sociale medier med diverse konspirationsteorier om vaccinen.

Kyrie Irving har ikke været i kamptøjet i Brooklyn Nets' optakt til sæsonen, fordi han ikke vil lade sig vaccinere. (Foto: © Kevork Djansezian, Ritzau Scanpix)

Den mest opsigtsvækkende konspirationsteori, som Irving menes at tro på, er en forholdsvis udbredt én, der mener, at Moderna-vaccinen indeholder mikrochips, som skal bruges til at samle diverse informationer om sorte mennesker på en computer som en del af 'satans plan'.

Irving er i forvejen meget religiøs, men han tror ikke på én bestemt religion.

Det er ikke første gang, Irving har proklameret sin tro på konspirationsteorier. Han har tidligere udtalt, at han mener, at jorden er flad, og at månelandingen var falsk.

Generelt er Irving meget aktiv i samfundet, og det er bestemt ikke alle hans gerninger, som er lige så kontroversielle som hans delinger af diverse konspirationsteorierr. Irving donerer mange millioner hvert år til diverse humanitære sager, for eksempel donerede han et hus til Gerge Floyds familie, mens han også er aktiv i kampen for sortes rettigheder.

Ikke alene

Kyrie Irving er ikke den eneste NBA-spiller, som ikke vil vaccineres. Ifølge BBC er 95 % af spillerne i verdens bedste basketliga vaccineret. Kyrie Irving må dog siges at være det største navn.

Der har dog været andre store navne, der har udtrykt skepsis. Det måske største navn af dem alle, Lebron James, var selv meget i tvivl, om han ville vaccineres. Men efter længere tids overvejelse valgte den firedobbelte NBA-mester at få vaccinen.

- Jeg ved, jeg var meget skeptisk, men efter jeg lavede min research, følte jeg, det var det bedste at gøre. Ikke bare for mig, men også for min familie og mine venner. Det er derfor, jeg valgte at gøre det, sagde Lebron James efterfølgende ifølge CNN.

Lebron James spiller for Los Angeles Lakers, og Los Angeles vedtog efterfølgende den samme lov som i New York, så det var meget fint for kongen af LA og hans Lakers, at han valgte af få vaccinen.

Kyrie Irving og Lebron stod sammen og førte succestørstende Cleveland Cavaliers til NBA-mesterskabet i 2016. I dag står de på hver sin side i corona-debatten. (Foto: © Geoff Burke, Scanpix Denmark)

San Francisco har også indført loven, hvilket var med til at få Golden State Warriors-profilen Andrew Wiggins til at give efter og få vaccinen trods sin erklærede skepsis, der endda førte til, at han forsøgte at få dispensation af religiøse årsager. Den blev imidlertid afvist.

Og det har været den generelle tendens, at skeptikerne, som stadig er et fåtal, har givet efter, men Irving holder altså fast, selvom sæsonen starter på tirsdag, og han ser ud til at gå glip af en kæmpe sum penge.

- Jeg gør, hvad der er bedst for mig. Jeg ved, hvad konsekvenserne er, og hvis det betyder, at jeg bliver dømt og dæmoniseret, så er det sådan, det er. Det er den rolle, jeg spiller, sagde Irving forleden live på Instagram.

Amerikanske medier er siden begyndt at spekulere i, om det betyder, at Irving er færdig i NBA. Det afviser han dog.

- Jeg kommer ikke til at forlade det her spil på den her måde. Der er stadig meget arbejde, der skal gøres, har han sagt ifølge BBC.

Men er der nogen, der vil samle 29-årige Irving, som tjener i omegnen af 250 millioner kroner om året, op? Det er det helt store spørgsmål.

Uanset hvad tegner det til at blive endnu en voldsomt spændende NBA-sæson.