New Yorks borgmester afviser forskelsbehandling og forbyder uvaccineret stjerne at spille

Kyrie Irving må kun spille udebanekampe for Brooklyn Nets, da han ikke er vaccineret mod covid-19.

Søndag deltog Kyrie Irving for første gang i en hjemmekamp i denne sæson. Fra sidelinjen vel at mærke. (Foto: © Sarah Stier, Ritzau Scanpix)

Han må gerne opholde sig på sidelinjen uden mundbind.

Men han må ikke snøre basketstøvlerne og hjælpe holdkammeraterne til sejr, når de indtager hjemmebanen i Brooklyn.

Når NBA-holdet Brooklyn Nets til gengæld skal på udebanetur uden for staten New York, har den uvaccinerede ligaprofil Kyrie Irving mulighed for at spille.

Noget, der vækker opsigt blandt kollegaerne, der er forundrede over reglerne.

Blandt andre er holdkammeraten Kevin Durant uforstående over for situationen, der holder Kyrie Irving ude af kampe i hjemstaten, New York.

- Det er latterligt. Jeg forstår det overhovedet ikke, siger Kevin Durant ifølge BBC.

Kevin Durant hilser på sin holdkammerat, der måtte se til fra sidelinjen, da Brooklyn Nets slog bysbørnene fra New York Knicks søndag. (Foto: © Sarah Stier, Ritzau Scanpix)

Reglerne i staten New York betyder, at private virksomheder kan gøre krav på, at ansatte skal være vaccineret for at måtte passe deres arbejde. Samtidig behøver man ikke at være vaccineret for at være tilskuer til indendørs kulturarrangementer.

- Der er uvaccinerede mennesker i denne bygning allerede. Vi har en fyr (Irving, red.), der kan komme ind i bygningen.

- Stort set alle i denne verden er forvirret på nuværende tidspunkt, sagde Kevin Durant i forbindelse med hjemmekampen i Brooklyn søndag, der blev overværet af omkring 18.000 tilskuere.

Kevin Durant appellerede samtidig til New Yorks borgmester, Eric Adams, der ifølge basketballspilleren 'bør finde en løsning'.

Også den amerikanske basketstjerne LeBron James, der spiller for Los Angeles Lakers, undrer sig over sin kollegas situation.

LeBron James delte søndag et opslag på Twitter, hvori det kaldes for 'latterligt på samtlige niveauer', at Kyrie Irving gerne må sidde og 'hygge sig' på sidelinjen.

- Fakta, fakta, fakta! Det giver bogstaveligt talt absolut ingen mening, skriver LeBron James og afslutter opslaget med hashtagget #FreeKyrie. Befri Kyrie.

Ser man på de seneste 15 Brooklyn Nets-kampe, har Kyrie Irving deltaget i seks af dem.

Kyrie Irving og LeBron James vandt i 2016 NBA-sæsonen med Cleveland Cavaliers. (Foto: © Geoff Burke, Scanpix Denmark)

'Jeg vil ikke være i borgmesterens sko'

Siden det kom frem, at Kyrie Irving ikke ville lade sig vaccinere, har han været omtalt for alt muligt andet end hans evner med en basketball i hånden.

Tidligere på sæsonen blev den 29-årige basketspiller frosset ude af sin klub, inden de i december lod ham vende tilbage til holdets træninger og udekampe i stater, hvor uvaccinerede spillere gerne må spille.

Men selvom nuværende og tidligere holdkammerater er forundret, har Kyrie Irving selv virket forstående over for borgmesteren i New Yorks dilemma.

- Det er ikke noget nemt job at være New York Citys borgmester. Og med covid-19 truende, vaccinekrav, og med alt der foregår i verden med krigen i Ukraine, ville jeg ikke være i hans sko lige nu, og bestemme om en basketspiller kan spille hjemmekampe eller ej.

- Jeg sætter pris på hans kommentarer og hans standpunkt. Han kender mit, sagde Kyrie Irving til ESPN i sidste uge.

Borgmesteren har ikke villet tage affære, da det strider imod, hvad Eric Adams ellers fortæller befolkningen i den amerikanske storby.

- Jeg vil gerne have Kyrie (Irving, red.) tilbage på banen, men der er så meget på spil her. Jeg har talt med holdets ejer. Vi vil gerne finde en måde at få Kyrie tilbage, men det er en større udfordring end som så.

- Jeg kan ikke have min by lukket ned igen. Det ville sende et forkert signal at gøre en undtagelse for én basketspiller, når vi samtidig fortæller utallige ansatte i New York: 'Hvis I ikke følger reglerne, vil I ikke have mulighed for arbejde, siger Eric Adams ifølge mediet CNBC.

61-årige Eric Adams, der har en fortid i politiet, har været borgmester i New York City siden årsskiftet. (Foto: © Brendan MCDermid, Ritzau Scanpix)

Basketballjournalisten Matt Brooks, der dækker Brooklyn Nets tæt, delte søndag en video på Twitter, hvor borgmester Eric Adams siger, at Kyrie Irving kan få lov til at spille kampe i byen. Hvis altså han bliver vaccineret mod coronavirus.

Til videoen skrev Matt Brooks samtidig, at Nets-sæsonen er 'ødelagt'.

Brooklyn Nets ligger som den bløde mellemvare i denne NBA-sæson på en foreløbig ottendeplads i den østlige konference.