Skuffet Axelsen: Har lyst til at råbe ned i en pude

Viktor Axelsen var en skuffet mand efter nederlaget i VM kvartfinalen til verdens nummer et, Chen Long.

(Foto: © ChinaFotoPress, 2015 ChinaFotoPress)

Viktor Axelsen havde seks sætbolde i andet sæt, men alligevel endte den unge dansker med at tabe sættet og ryge ud i VM kvartfinalen.

Derfor var det en tydeligt skuffet Axelsen, der efterfølgende så tilbage på kampen mod verdens nummer et, Chen Long.

- Jeg har lyst til at råbe ned i en pude, men jeg bliver nødt til at se lidt konstruktivt på det, selvom jeg er skuffet over, at jeg ikke klarede at vinde andet sæt, siger Viktor Axelsen.

Skal bevare gejsten

Viktor Axelsen har nu mødt Chen Long fem gange. Og alle fem gange er endt med en sejr til kineseren. Også i finalen ved Australian Open i juni tabte Axelsen til verdensetteren.

- Jeg skal arbejde hårdt, og jeg skal blive ved at tro på, at det kan lade sig gøre. Så kommer jeg langt. Vi spiller begge nogle gode dueller på afgørende tidspunkter, men jeg er ærgerlig over, at det ikke lykkedes at spille kampen ud i et tredje sæt.

Viktor Axelsen var seedet som nummer syv til VM. Senere fredag spiller Jan Ø. Jørgensen også kvartfinale ved VM i jakarta, når han møder Lin Dan.