Viktor Axelsen vil angribe verdensetter

Viktor Axelsen har aldrig tidligere slået Chen Long, der rangerer som verdens bedste.

Chen Long skal angribes, hvis han skal besejres i Jakarta, siger Viktor Axelsen inden fredagens semifinale. (Foto: © ADEK BERRY, Scanpix)

Med en plads i VM-kvartfinalen har Viktor Axelsen indfriet sin egen målsætning. Så langt, så godt.

For i kvartfinalen venter en yderst solid modstander. Chen Long. Nummer et på verdensranglisten.

- Jeg skal tro på mig selv, hvis jeg skal slå ham, konstaterer Axelsen over for DR Sporten.

De to spillere har mødt hinanden fire gange tidligere – med fire danske nederlag til følge. Senest ved Australian Open i juni, hvor Axelsen tabte en tæt kamp i tre sæt. Derfra ved han også, hvordan han kan drille den stærke kineser, når de mødes i Jakarta.

- Det er så vigtigt i den her hal at stå langt fremme på banen. Jeg skal turde, at tage nettet og kæmpe om offensiven. Det bliver utrolig vigtigt, hvis jeg skal have en chance for at vinde, siger han til DR Sporten.

Vil hvile sig til sejr

Kvartfinalen mellem Chen Long og Viktor Axelsen begynder fredag morgen mellem klokken7:30 og 8 dansk tid. Derfor har danskeren under et døgn til at komme sig efter torsdagens sejr.

- Hver time tæller nu. Jeg skal have noget behandling, og så skal jeg sørge for at få slappet godt af. Så ser jeg frem mod kampen, når jeg vågner i morgen.

- Min målsætning var at nå kvartfinalen. Nu står jeg her, men efter sejren i dag er jeg selvfølgelig sulten efter mere. Nu skal jeg presse Chen Long, og hvis jeg vinder, så går jeg selvfølgelig efter mere.

Danmark repræsenteret i fire kvartfinaler ved VM. To herresingler, en damedouble og en herredouble er med fredag.