Badmintonduoen Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er klar til finalen ved Superseries-turneringen Japan Open.
Efter en maratonkamp på mere end halvanden time er sølvvinderne fra OL i Rio videre i Tokyo efter en sejr på 21-23, 21-16 og 21-17 over de kinesiske tvillinger Ying Luo og Yu Luo.
Danskerne var i store problemer i første sæt, men bagud 10-17 nåede det alligevel at blive spændende, før kineserne bragte sig i front.
Andet sæt fik en skidt dansk start, hvor den danske badmintonduo var bagud 1-5, inden de nogenlunde sikkert fik udlignet til 1-1 i sæt.
To bolde fra guldet
Tredje og afgørende sæt fik nogenlunde samme start som andet. Midtvejs lykkedes det danskerne at vinde seks bolde i træk og gå fra 11-14 til 17-14. Trods tydelig træthed hos Kamilla Rytter Juhl holdt danskerne hele vejen.
I finalen venter de japanske verdensettere Ayaka Takahashi og Misaki Matsutomo, som Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen mødte i OL-finalen i Rio for en måned siden. Dengang var danskerne to bolde fra at tage guldet.
Ud over Rytter Juhl og Pedersen er Jan Ø. Jørgensen finaleklar i Tokyo i herresingle, hvor han møder verdensetteren Lee Chong Wei.
/ritzau/