Dansk mixeddouble spadserer i EM-finalen

Søndag er der en ren dansk finale i mixeddouble ved EM i badminton i La Roche-sur-Yon, Frankrig.

Joachim Fischer og Christinna Pedersen havde ingen problemer med at spille sig i finalen. (Foto: © EDDY LEMAISTRE, Scanpix)

Den danske mixeddouble med Christinna Pedersen og Joachim Fischer Nielsen er klar til EM-finalen i badminton.

I lørdagens semifinale i Frankrig vandt det andenseedede danske par ganske ubesværet over de tredjeseedede hollændere Selena Piek og Jacco Arends med 21-17, 21-8.

Som cifrene antyder, var der særligt i andet sæt klasseforskel på de to doubler. Pedersen og Fischer vandt blandt andet otte dueller i træk undervejs.

- Det var ikke så nemt, som det så ud, men da vi først ramte en bølge, så blev det svært for dem. I andet sæt lavede vi ikke ret mange fejl, siger Christinna Pedersen til TV 2 Sport.

Har alt at tabe

Finalemodstanderen bliver Sara Thygesen og Niclas Nøhr, der i en ren dansk semifinale slog det useedede par Lena Grebak og Mathias Christiansen med 15-21, 21-18, 21-17.

- Det bliver en kamp, hvor vi har alt at tabe, siger Christinna Pedersen.

I de fire øvrige kategorier er der også mulighed for dansk finaledeltagelse.

Jan Ø. Jørgensen er også finaleklar i herresingle efter en sikker sejr over Rajiv Ouseph fra England. Jørgensen vandt 21-11, 21-16.

Dermed kan det blive endnu en ren dansk finale, hvis Viktor Axelsen slår tyskeren Marc Zwiebler i sin semifinale.

Det bliver dog ikke en ren dansk finale i damesingle, da Line Kjærsfeldt ikke kunne slå topseedede Carolina Marin i sin semifinale. Spanieren vandt 23-21, 21-15

Anna Thea Madsen møder skotten Kirst Gilmour, der er seedet som nummer to, i sin semifinale senere lørdag.

/ritzau/