Danmark møder frem som en stormagt, når EM i badminton indledes i dag i Frankrig. Men i et OL-år det i Rio, de danske badminton-spillere skal toppe, og derfor skal EM bruges til andet end bare at vinde medaljer.
Også selv om medaljer vil lune i den danske forårskulde.
- Når vi tager til EM, er det for at vinde medaljer, siger Kenneth Jonassen, assisterende landstræner for Danmark.
Målsætningen for Danmark ved EM handler ligeså meget om at samle point, der skal bruges til OL-seedninger. Derfor taler Jonassen om medaljepoint og ikke medaljer, når han skal sætte ord og tal på målsætningen i Frankrig.
Der tildeles tre point for en guldmedalje, to point for sølv og et point for bronze, og Jonassen ser helst, at pointene kommer fra guldmedaljer.
- Målsætningen er at nå samlet 15 medaljepoint, og det tror vi på, vi kan. Men vi er også klar over, at vi skal levere godt over en bred kam for at nå de 15 medaljepoint, siger han Jonassen og fortsætter:
- Hvis vi vinder guld i alle fem kategorier, så har vi gjort det godt. Hvis vi kommer hjem med én eller to medaljer, er det også godt. Det handler om, hvordan de leverer dernede, og hvordan de klarer sig i modgang. Jeg er sikker på, at vi nok skal levere et højt niveau og komme hjem med målsætningen på de 15 point, siger han.
Tre favoritter
Kenneth Jonassen vil ikke sætte navne på Danmarks største favoritter, men Hans-Kristian Vittinghus, Viktor Axelsen og top-seedede Jan Ø. Jørgensen er gode bud på guldkandidater i herresingle. Men også damedoublen, Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl, er top-seedet.
- Det giver sig selv, at det er de sædvanlige spillere, der er favoritter. Det er der ingen, der løber fra, men jeg vil ikke nævne navne. I herresingle har vi især tre spillere, som har niveauet til at gå hele vejen, og så har vi en Emil Holst som en god outsider, siger Jonassen.
Danmark har stolte traditioner ved EM i badminton, hvor det i alt er blevet til 59 danske guldmedaljer, og hvor det sidste år blev til 10 medaljer i Rusland.
Men udsigten mod OL i Rio i august fylder meget i forhold til et EM, der trods alt regnes for en mindre turnering.
- I forhold til OL kan EM ikke bruges til meget. Man kan samle point og vinde medaljer, det er hvad, det handler om, siger Kenneth Jonassen.
- Der er ikke nogen, der kan nå at flytte noget i forhold til OL. Man kan spille sig tættere på en højere seedning, men i den forbindelse gælder også sommerens to store turneringer. EM er den mindste af de to-tre turneringer, spillerne skal spille, før vi står til OL, siger han.
Mindre betydning
Også fra Team Danmarks side har man mere fokus på OL end på EM.
- I år er det et OL-år, og derfor er det Rio, der er den øverste målsætning. For nogle forbund passer det godt at have et EM liggende på dette tidspunkt, for andre passer det mindre godt, når man skal præstere godt ved et OL, siger Team Danmark-direktør Lone Hansen.
- Sammen med badmintonforbundet laver vi planlægningen ud fra en fireårig periode. Et EM kan have mindre betydning i forhold til den forberedelse, det er at toppe i forhold til den fireårige plan, siger hun.