I august tog Badminton Danmark en svær, men ikke helt chokerende beslutning. Man splittede en af Danmarks bedste mixeddoubler gennem tiden bestående af Christinna Pedersen og Joachim Fischer.
Den nu 39-årige Fischer var netop blevet skadet, og med en dåbsattest, som i sportssammenhæng var svær at se forenelig med OL i 2020, besluttede forbundet at sætte 31-årige Pedersen sammen med 23-årige Mathias Christiansen.
Efter få ugers træning fik det nye par sin ilddåb på hjemmebane i Denmark Open i oktober, hvor det blev til nederlag i første runde mod et stærkt kinesisk par.
Men derefter gik det stærkt.
Ugen efter nåede parret semifinalen i French Open, men endnu mere imponerende blev det til finalepladser ved de to turneringer i november, China Open og Hong Kong Open.
Det overraskede både parret selv og sportschef i Badminton Danmark, Jens Meibom, som stod bag beslutningen om at lave den nye konstellation.
- Jeg er sgu overrasket over, at vi har spillet os i en semifinale og to finaler, siger Christinna Pedersen.
- Jeg troede virkelig på, at vi havde mulighed for at blive gode sammen. At vi så hurtigt har fået nogle rigtig gode resultater med i bagagen, det er bare vanvittig fedt.
Klog beslutning
Hos forbundet var der også stor tilfredshed med at konstatere, at man havde taget den rigtige beslutning.
- De har håndteret det utrolig godt, og Mathias har løftet sit spil mere, end vi troede, han kunne på nuværende tidspunkt. Så ja, vi er geniale, men jeg troede ikke, at vi var så geniale, lyder det med et grin fra Jens Meibom.
En semifinale og to finaler på højeste niveau efter få måneders makkerskab er næsten uhørt, og det har givet store løfter for fremtiden, mener Jens Meibom.
- Vi er alle sammen overbevist om, inklusive dem selv, at de kan nå et endnu højere niveau, siger han.
- De har ikke trænet særlig meget sammen. Der er stadig mange gange, hvor de går fejl af hinanden, og aftalerne er ikke helt inde på rygraden endnu. Der er mange ting, de stadig kan udvikle. De er stadig grønne.
Og lysten til at udvikle sig er stor for duoens erfarne skikkelse, Christinna Pedersen.
- Det har været helt vildt fedt. Det har givet mig et boost på træningen at skulle prøve at komme ind i et nyt makkerskab. Jeg har jo været i makkerskab med Joachim og Kamilla (Rytter Juhl) i mange år, siger hun.
- Det har været rigtig fedt at starte op, og det er stadig motiverende.
Hun er ikke i tvivl om, hvorfor hun passer godt sammen med Mathias Christiansen.
- Mathias er helt vildt hurtig, og han slår rigtig hårdt nede bagfra. Jeg kan godt lide at tage mig meget af nettet og ikke tænke alt for meget bagud i en mixeddouble, og det passer perfekt sammen, forklarer Christinna Pedersen.
/ritzau/