Dårlige sæt-starter koster damedouble exit

Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen er ude af sæsonfinalen efter nederlag i to sæt til et japansk par.

Det bliver ikke til en finale for damedoublen. (Foto: © Claus Fisker, Scanpix)

Semifinalen blev endestationen for den danske damedouble med Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl ved sæsonfinalen i Dubai.

Danskerne gav sig selv en svær kamp ved at indlede begge sæt rigtig dårligt, og trods store comebacks tog japanerne Shiho Tanaka og Koharu Yonemoto sejren på 21-19, 21-19.

Danskerne kom skidt i gang med kampen, hvor timingen virkede til at være væk.

Især japanernes maskerede drop gav store problemer, og sættet virkede afgjort ved 16-7 i japansk favør.

De to danskere fik imidlertid læst modstandernes taktik og leverede et flot comeback. Efter et par overlevede matchbolde endte det dog alligevel med japansk sætsejr på 21-19.

Der var dog masser at tage med fra afslutningen på første sæt for de Pedersen og Rytter Juhl, men alligevel kom de igen skidt fra land.

Danskerne kom især i problemer, da Tanaka efter nogle svage server gik over til at serve forhåndsserv, som man ellers aldrig ser på det niveau.

Det forstyrrede Pedersen og Rytter Juhl voldsomt, og afmagten i ansigterne var udtalt, da de gik til sætpause bagud 4-11.

Kamilla Rytter Juhl, som har kæmpet med en skade i perioden op til sæsonfinalen, så ud til at være ramt af træthed, og japanerne cruisede mod sejren.

Igen lancerede de to danske kvinder dog et flot comeback, men ligesom i første sæt blev det ved lige ved og næsten.

Dermed bliver damedoublefinalen et rent japansk anliggende. Yuki Fukushima og Sayaka Hirota slog tidligere lørdag et kinesisk par i den anden semifinale.

/ritzau/