Danmarks forsvarende Thomas Cup-mestre i badminton fik mandag en perfekt start på dette års holdturnering med en 5-0-sejr over Algeriet i den første gruppekamp.
Modstanderne fra Algeriet var chanceløse og formåede ikke at vinde et eneste sæt i de tre singler og to doubler.
For flere af de danske spilleres vedkommende var første kamp en meget kort fornøjelse.
Viktor Axelsen var helt suveræn i sin indledende singlekamp mod Youcef Sabri Medel, der blev besejret 21-4, 21-8 på blot 16 minutter.
Jan Ø. Jørgensen brugte to minutter mere på at banke Adel Hamek 21-7, 21-10 i den anden singlekamp, mens også Anders Antonsen tog en knusende sejr på 21-5, 21-9 over Mohamed Abderrahime Belarbi.
Herredoublen med Mathias Boe og Matgias Christiansen levede også op til favoritværdigheden med en sejr på 21-6, 21-11 over parret Koceila Mammeri og Youcef Sabri Medel.
Sidstnævnte tabte dermed for anden gang på kort tid.
Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding cementerede til sidst den suveræne danske sejr ved at besejre Mohamed Abderrahime Belarbi og Adel Hamek med de overlegne cifre 21-3, 21-5.
Foruden Algeriet er Danmark i gruppe med Malaysia og Rusland ved Thomas Cup, der er herrernes hold-VM. Næste opgave er Rusland tirsdag.
Nummer et og to fra gruppen avancerer til kvartfinalen.
Ved den seneste Thomas Cup strøg Danmark helt til tops efter at have slået Japan, Malaysia og til sidst Indonesien i de afgørende runder.
/ritzau/