Landstræner om ungt Uber Cup-hold: 'Pigerne er klar til opgaven'

De største danske stjerner mangler, når der i weekenden spilles hold-VM for kvinder i badminton, men landstræneren tror på, at det danske hold når sit mål.

24-årige Line Kjærsfeldt er den mest rutinerede i Uber Cup-regi, da hun er med ved turneringen for fjerde gang. (Foto: © Henning Bagger, Scanpix)

Otte danske badmintonspillere er i disse dage i Bangkok for at kæmpe om sejren i Uber Cup, hold-VM for kvinder.

Landstræner Kenneth Jonassen har været nødsaget til at se bort fra de regerende All England-mestre i damedouble, Christinna Pedersen og Camilla Rytter Juhl, der har meldt afbud af personlige årsager. Men han tror på, at holdet alligevel når målsætningen, som hedder en kvartfinale.

- Holdet har gjort det godt til træning, og jeg tror på, at pigerne er klar til at løse den opgave, de står overfor, siger landstræneren.

For at nå kvartfinalen skal de danske piger som minimum opnå en andenplads i gruppen. Og det er højst sandsynligt den plads, som Danmark skal fokusere på, vurderer Kenneth Jonassen.

- Rusland og Mauritius skal besejres i gruppespillet, og så må vi se, hvordan vi klarer os mod Sydkorea, der er klare storfavoritter i gruppen, siger han.

- Vi skal møde Rusland i den første kamp, og det bliver nærmest en direkte kamp om at gå i kvartfinalen.

Danmark har tre debutanter med til Uber Cup, og med en gennemsnitsalder på 22,5 år er det et ungt hold, der er i Bangkok.

Den yngste er dog Line Christophersen med sine 18 år. Kenneth Jonassen fortæller, at hun først og fremmest er med for at få erfaring.

- Det handler om, at hun får en fornemmelse af badminton på højeste niveau, og så passer hun desuden godt ind på det unge team. Samtidig har vi vurderet, at hun er en af de unge piger, der over det seneste års tid har udviklet sig rigtig meget og har vist potentiale for fremtiden.

Danmark spiller første kamp søndag 20. maj.