Herredoublen med Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding skulle vinde den tredje og sidste kamp i to sæt og med 11 overskydende point for at gå videre som gruppevinder i sæsonfinalen i badminton.
Sådan kom det ikke til at gå mod de stærke japanere Takeshi Kamura og Keigo Sonoda, som vandt 21-9, 21-19.
Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding er med nederlaget færdige i turneringen efter blot en enkelt sejr i de tre gruppekampe.
Japanerne kom bedst fra start med hurtigt og fladt spil og bragte sig i spidsen med 6-2 og siden 12-6.
Danskerne kunne slet ikke følge med og var bagud med hele 7-16 i et ensidigt første sæt.
I andet sæt var Mads Conrad-Petersen og Mads Pieler Kolding langt bedre med i duellerne og viste mere varieret og klogt spil.
Det blev helt tæt og stod både 11-11 og senere 13-13, 14-14, 15-15, 16-16, 17-17, 18-18 og 19-19, inden japanerne trak fra og vandt de sidste to point og dermed kampen.
Tidligere fredag blev det også til nederlag for to andre danske doublepar, som dog allerede var videre til turneringens semifinaler efter to sejre i to kampe.
Herredoublen Mathias Boe og Carsten Mogensen tabte fredag med 18-21, 13-21 til kineserne Cheng Liu og Nan Zhang.
Der var tale om en slags gruppefinale, da kineserne også havde vundet deres første to kampe. Med nederlaget endte Boe og Mogensen som nummer to i gruppen.
Damedoublen Christinna Pedersen og Kamilla Rytter Juhl tabte 12-21, 12-21 til japanerne Yuki Fukushima og Sayaka Hirota.
Danskerne sluttede dermed også på en andenplads i deres pulje.
/ritzau/