Fire semifinaleforsøg skulle der til, før der var dansk succes ved sæsonfinalerne i badminton i Dubai.
Viktor Axelsen vandt sin semifinale med 21-17, 21-19 over sydkoreaneren Son Wan Ho, verdensranglistens nummer seks.
I finalen møder Viktor Axelsen Tian Houwei fra Kina. Han ligger en enkelt plads længere nede på verdensranglisten end sydkoreaneren, men til gengæld har han allerede vist, at han kan slå en dansker.
Det var således Tian Houwei, der tidligere lørdag sendte Jan Ø. Jørgensen ud af turneringen.
Viktor Axelsen måtte overvinde en dårlig start for at blive klar til søndagens finale.
Danskerens spil haltede i begyndelsen af første sæt, og rapfodede Son Wan Ho straffede det i flere omgange, akkurat som han også gjorde det, da han slog Axelsen i gruppespillet torsdag.
Tog sig til ryggen
Positive input fra landstræner Kenneth Jonassen var med til at få sat danskeren i gang, og han lykkedes med at vinde første sæt.
I andet sæt fik danskeren den bedste start og fik oparbejdet et forspring på 11-6.
Siden smuldrede forspringet point for point, og ved 16-16 var der fuld kontakt for første gang siden 3-3.
Axelsen tog sig til ryggen og virkede ramt, men han formåede alligevel at gå et gear op, da det var nødvendigt.
Med fire point i træk sikrede han sig fire matchbolde. Det var en passende mængde, da danskeren missede de første tre, før han tvang Son Wan Ho til at sende fjerbolden i nettet på den fjerde.
Eneste dansker i finalen
Mixeddoublen med Joachim Fischer og Christinna Pedersen tabte deres kamp med 14-21, 18-21 til kineserne Zheng Siwei og Chen Qingchen, verdensranglistens nummer tre.
Tidligere på dagen tabte Christinna Pedersen også i damedouble, da hun sammen med Kamilla Rytter Juhl mødte japansk overmagt.
Det blev også til semifinalenederlag for herredoublen Mads Pieler Kolding og Mads Conrad-Petersen.
Dermed er Viktor Axelsen ene om at repræsentere Danmark i søndagens finaler.
/ritzau/