Verdens to bedste damedoubler kæmpede lørdag morgen dansk tid om en finalebillet i sæsonfinalen i badminton, Dubai World Superseries Finals.
Det ene par var de danske OL-sølvvindere Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, og de tabte 12-21, 11-21 til japanerne Misaki Matsutomo og Ayaka Takahashi, der vandt guld ved legene i Rio.
Inden semifinalen i Dubai havde parrene mødt hinanden 13 gange tidligere, og japanerne havde vundet de otte indbyrdes opgør.
Mange af opgørene har været meget tætte, men lørdag var der decideret klasseforskel. Japanerne, som er verdens bedste par lige nu, var klart bedst.
Kamilla Rytter Juhl og Christinna Pedersen, der er nummer to på verdensranglisten, kunne slet ikke få spillet til at fungere og virkede rådvilde fra starten af.
Japanerne vandt første sæt i overbevisende stil, mens danskerne klagede over fjerbolden flere gange. Den var for slidt, mente de. Men japanerne nægtede at skifte den ud.
- Tag i det mindste et kig på den. Spil fair, lød det irriteret fra Christinna Pedersen til en af japanerne kort før en duel i første sæt.
I andet sæt fik danskerne lidt bedre fat i begyndelsen, men det endte hurtigt med at blive en ensidig forestilling med japanerne i førersædet.
/ritzau/