Det har været et forrygende atletik-VM for den danske paraatlet Daniel Wagner Jørgensen. Først sikrede han sig en bronze i 100 meter, hvorefter han fulgte op med en sølvmedalje i favoritdisciplinen længdespring.
Onsdag kom der så endnu mere metal om halsen på danskeren, da han noget overraskende vandt bronze på 200 meteren. Daniel Wagner Jørgensen kvalificerede sig til finalen med en femteplads.
- Det er vanvittigt! Jeg havde ikke forventet en medalje på 100 m, men jeg havde slet ikke tænkt på, at det kunne være en mulighed på 200 m. Nu kan jeg tage fra Doha med medaljer i begge discipliner – det er helt eventyrligt. Jeg var skuffet over ikke at vinde guld i længdespring, min favoritdisciplin, men generelt har det været helt fantastisk, siger Daniel Wagner Jørgensen i en pressemeddelelse.
Aldrig løbet bedre
Den danske landstræner Joachim Lund stemmer i koret og er henrykt over Daniel Wagner Jørgensens præstationer i Doha i Qatar.
- Det er helt ubeskriveligt. Vi kom herned med et håb om to finalepladser på 100 m og 200 m, og nu står vi med to bronzemedaljer. Vi glæder os over at se, at vores forberedelser har fungeret, som de skulle. Daniel har aldrig løbet bedre, end han gør nu, siger Joachim Lund.
Også den danske diskoskaster Frida Jersø var i aktion i Doha onsdag. Hun måtte dog nøjes med en 14.-plads i disciplinen med et kast på 14,51 meter.