Sara Slott om drama: 'Sandwich' en del af gamet

Sara Slott Petersen priser sig lykkelig over, at hun lå yderst i feltet og undgik dramatisk styrt.

Der var dramatik på løbebanen ved EM i Beograd, da Sara Slott Petersen var en del af et 400 meter-heat med et dramatisk uheld.

Efter 200 meter opstod der skubben i feltet, hvilket resulterede i, at den tjekkiske løber Denisa Rosolova styrtede i jorden og måtte bæres ud iført halskrave.

Sara Slott var ikke i kontakt med den tjekkiske løber, men oplevede styrtet på nærmeste hånd.

- Vi er fire på række, og ingen vil give sig. Jeg trækker ind og ved godt, at nogle må bremse. Men ingen ville give sig, og så falder én af løberne. Sådan er gamet. Det var heldigt, at jeg lå yderst. Det er nemmere at lave sandwich på de andre, siger Sara Slott til DR, inden hun sender en tanke til sin tjekkiske veninde:

- Hun er min gode veninde, og det var ærgerligt for hende. Desværre er sandwich en del af gamet i 400 meter indendørs.

Sara Slott løb i tiden 53,39, hvilket er en del langsommere end hendes rekord 52,59. Det var dog helt bevidst af danskeren.

- Jeg kunne godt at have trykket hårdere, men det ville have kostet kræfter i forhold til, at vi løber semifinale senere i dag. Men det er okay. Jeg skulle bare direkte videre, og det lykkedes. I det store hele, så var det fint.

Først blev løbets franske vinder Floria Guei diskvalificeret, da hun var i berøring med den tjekkisk løber ved styrtet. Efterfølgende er Guei blevet frifundet og klar til semifinalen. Det betyder, at Sara Slott dumper en plads ned.

Sara Slott Petersen løber semifinalen fredag eftermiddag klokken 17.45. Se med på DR3.

Se video af styrtet og Sara Slotts reaktion øverst i artiklen.