Selvom Sara Slott Petersen kom ind på en andenplads ved mandagens indledende heat i 400 meter hæk, mener hun, at hun kan og skal præstere bedre senere i VM-turneringen.
- Jeg skal helt klart finde et gear mere. Der var nogle ting, jeg ikke var helt tilfreds med. Det er det gode ved, at man har tre runder, så jeg satser på, at jeg får det løst, siger hun til DR Sporten.
Du kan se Sara Slotts indledende heat her:
Sara Slott løb det indledende heat på 55,23 sekunder, hvilket er et stykke fra hendes personlige rekord på 53,55 sekunder. Hun var oppe mod et stærkt felt bestående af blandt andet den regerende verdensmester, Zuzana Hejnová, men det var ikke noget, der afskrækkede danskeren.
- Jeg følte mig rimelig sikker på, at jeg nok skulle gå videre. Det var stille og roligt og ikke prangende, men jeg skulle bare i top to, siger hun.
Tirsdag aften går det løs igen for Sara Slott ved semifinalerne i 400 meter hæk. De starter tirsdag kl. 21.35 og kan ses på DR3.
Du kan se hele interviewet med Sara Slott i playeren i toppen af artiklen.