VIDEO Sara Slott: Det er hundrede procent lystbetonet nu

Danmarks ukronede atletikdronning er nået længere, end hun nogensinde havde turdet håbe. Mandag løber hun første gang ved VM i London.

Efter 15 år med store atletikdrømme er Sara Slott Petersen nu nået længere, end hun nogensinde havde håbet.

Med EM-guld og OL-sølv i 2016 har hun opnået nogle af de største mulige triumfer, og det får drømmene til at bevæge sig i andre retninger.

Efter de mange succeser på løbebanen bliver atletikambitionerne i hvert fald også udfordret af drømmen om et mere harmonisk familieliv hos den 30-årige mor, der nu ønsker mere plads til familien og at få skrevet det speciale i sundhed og ernæring færdigt, som atletikken ellers har stået i vejen for.

- Det begynder at fylde, fordi det her er et egotrip, og det skal ikke gå for meget ud over min familie. Så vil jeg da gerne have et hus med have til min søn, så han også kan få den hund, han snakker om. Det har der bare ikke lige været tid og overskud til lige nu, siger Sara Slott Petersen.

Trods de begyndende tanker om et liv, hvor atletikken ikke fylder så meget, er den danske hækkeløber mandag aften klar til start ved VM i atletik i London. Men tilgangen til mesterskabet er anderledes end tidligere:

- Nu har jeg opnået alt, hvad jeg faktisk ville opnå, så nu er det hundrede procent lystbetonet.

Der mangler dog stadig en VM-medalje i Sara Slott Petersens medaljeskab - og hvis den skal vindes, er årets verdensmesterskab måske sidste mulighed.

Hækkeløberen er nemlig kun fast besluttet på at skulle forsvare sit EM-guld næste sommer. Med hensyn til VM 2019 og OL i Tokyo om tre år, er der ikke noget, der er sikkert.

- Gør jeg alt rigtigt i træningen, og er jeg bare ikke hurtig nok, så tror jeg, det er tid til at sige tak for nu. Det kan godt være, det bliver om et år. På et eller andet tidspunkt stopper eventyret, og det er jeg fuldt indforstået med. Men det er svært, for man ved ikke hvornår, siger topatleten.

Sara Slott løber sin indledende runde ved VM i atletik i London mandag klokken 20.30. Der kan ses VM på DR3 fra klokken 19.25.