Realistisk Sara Slott efter ny skade: 'Mit EM-forsvar er i fare'

Sara Slott Petersen måtte torsdag udgå af schweizisk Diamond League-løb. Det vides endnu ikke, hvor slem skaden er.

Sara Slott Petersen har haft en meget skidt sæson, og nu kommer hun måske heller ikke med til EM. (Foto: © Dylan Martinez, Scanpix)

Den danske hækkeløber Sara Slott Petersen har haft en skidt sæson, og endnu et lavpunkt blev nået, da hun torsdag aften pådrog sig en skade under sit comeback i Diamond League.

Stævnet i schweiziske Lausanne skulle have været århusianerens sidste test inden EM i august, men det hele endte med, at hun pådrog sig en skade i venstre underben under løbet.

Dagen derpå er hun tilbage i Danmark, og humøret er ikke i top hos Sara Slott.

- Det er sgu lidt stramt. Jeg synes, at den her sæsonstart i forvejen har været stolpe ud, og jeg synes egentlig ikke helt, jeg fortjener det, siger hun.

Fredag har hun gennemgået en skanning, og det positive er, at den ikke har vist større skader på løberens akillessene, men det er stadig for tidligt at komme med en endelig dom, fortæller hun.

- Min akillessene er ikke revet over, så der er håb forude, hvis det viser sig, at det ”bare” er en solid krampe, som det var i det andet ben, siger hun.

Sara Slott Petersen har kæmpet med en skade i den ene læg i foråret, og hun har i maj og juni meldt afbud til både Diamond League og Nordic Challenge i Aarhus.

Derfor er det et ekstra hårdt slag for løberen, da stævnet i Lausanne var sidste prøve inden der 7. august begynder EM i atletik i Berlin, hvor danskeren er forsvarende mester i 400 meter hæk. Det titelforsvar er 2018’s store mål for den 31-årige løber.

- Hvis jeg ikke skal bruge fem uger på at komme mig, men jeg kun skal bruge to-tre uger på det, så er EM ikke helt usandsynligt. Men tager det fem uger, så er det væk.

Du lyder ikke positiv omkring din deltagelse ved EM?

- Nej, jeg tror, jeg er realistisk omkring, at det potentielt kan være væk. Jeg kan jo ikke møde op til EM uden at have løbet i fem uger – det ville jo være noget pjat. Så vinder jeg ingen medaljer.

På trods af det forsømte forår for Sara Slott Petersen så er sølvvinderen fra OL i Rio positiv omkring sin fortsatte karriere – også hvis hun ikke når samme løbstider som tidligere i karrieren.

- Jeg ved ikke, om jeg nogensinde kommer til at løbe hurtigere, end jeg har gjort, men det behøver jeg heller ikke, for hvis jeg bare kan komme i nærheden, så kan jeg også blive europamester igen.

- Så det er stadig berettiget, at jeg er her, og så længe jeg synes, det er sjovt, og jeg ikke har noget bedre at give mig til, så bliver jeg ved, siger hun.

Sara Slott har den danske rekord på 400 meter hæk. Den lyder på 53,55 sekunder, og den blev sat i OL-finalen i Rio i 2016.