Sara Slott dropper VM

Europamestereren på 400 meter hæk i 2016 har i år udelukkende fokus på at forsvare den titel.

Sara Slott stiller ikke op til indendørs-VM i Birmingham til marts. Hun prioriterer EM i Berlin til sommer.

Årets store mål for Sara Slott Petersen er europamesterskaber i Berlin til sommer, hvor hun skal forsvare sit EM-guld fra 2016. Derfor har hun besluttet sig for ikke at stille op ved indendørs-VM i Birmingham i begyndelsen af marts.

Den 30-årige hækkeløber er nemlig bange for, at kroppen vil blive overbelastet, hvis hun allerede tidligt på året skal ramme topformen.

- Jeg kan ikke holde til det. De sidste sæsoner er jeg blevet skadet henover foråret, hvor jeg egentlig har været i rigtig god form, siger Sara Slott Petersen til DR Sporten.

Stiller op ved DM

400 meter hæk er heller ikke med på programmet ved inde-VM i Birmingham. Men det var det eksempelvis heller ikke ved inde-EM i fjor, hvor Sara Slott Petersen alligevel stillede op - på 400 meter uden hække.

Selv om Sara Slott Petersen reelt har droppet indendørssæsonen i år, stiller hun stadig op ved DM i Skive i weekenden.