Den danske para-atlet Daniel Wagner, der er verdensmester i længdespring og et godt bud på en dansk guldmedalje ved Paralympics i Rio, langede forleden ud efter Team Danmark, der ifølge Wagner forskelsbehandler danske para-atleter og OL-atleter.
Mens OL-atleterne kan se frem til en guldmedaljebonus på 100.000 kroner, så må para-atleterne nøjes med det halve.
- Er man så mindre værd? Er man kun det halve værd, når man kun får halvdelen af pengene? jeg synes, det er noget pjat, at vi ikke får det samme. Vi kæmper for den samme ting, og det er medaljer til Danmark, lød kritikken fra Wagner til DR Sporten.
Kritikken blev afvist af Team Danmark, der bakket op af Dansk Idrætsforbund, mener, at Paralympics og Ol slet ikke kan sammenlignes, så para-atleterne skal ikke regne med en ændring i bonusudbetalingerne.
Fond betaler differencen
Det reagerer den private fond Elsass Fonden, der arbejder for at forbedre mulighederne for mennesker med CP (spastisk lammelse), nu på.
Fonden vil af egen lomme udligne forskellen på medaljebonussen mellem para-atleter og OL-atleter.
- Rent moralsk, så synes vi, det er synd, der skal være et førstehold og et andethold, når vi taler om atleter, der bruger så mange tid og kræfter på deres sport. Det er ikke rimeligt, siger formand for Elsass Fonden, Nick Elsass.
- Vi synes, en para-atlet er lige så meget værd som en OL-atlet. Derfor vil vi gerne yde et bidrag, så para-atleterne får samme beløb, hvis de vinder en medalje, siger Nick Elsass, der kalder forskelsbehandlingen grotesk.
- Det er jo ikke økonomien i det, der er væsentlig. Det er det, at der bliver gjort forskel på atleterne, siger Nick Elsaas.
Team Danmark vil ikke ændre bonus
DR Sporten har talt med Team Danmark-formand Frank Jensen, der hilser private fondes bidrag velkomment.
Det ændrer dog ikke på holdningen til medaljebonusser hos Team Danmark, understreger Frank Jensen.
De vil forblive det samme.
Team Danmarks medaljebonus er 100.000 kr. for en OL-guldmedalje, 70.000 kr. for OL-sølv og 50.000 kroner for bronze.
De tilsvarende beløb til para-atleter er halvt så store, altså 50.000, 35.000 og 25.000 kroner.