SF kræver handling i bonusstrid: Stop forskelsbehandlingen

Det kan ikke passe, at de danske para-atleter får mindre bonusser end de danske OL-atleter, mener SF's kulturordfører, Holger K. Nielsen.

Er det rimeligt, at en dansk atlet modtager 100.000 kr. for en guldmedalje ved OL, mens en para-atlet blot modtager det halve for et lige så ædelt stykke metal ved de paralympiske lege?

Det mener den danske verdensmester i længdespring for para-altleter, Daniel Wagner, så langt fra.

- Er man så mindre værd? Er man kun det halve værd, når man kun får halvdelen af pengene? Jeg synes, det er noget pjat, at vi ikke får det samme. Vi kæmper for den samme ting, og det er medaljer til Danmark. Derfor synes jeg, det er mærkeligt, at der skal være den her forskel, siger Wagner.

Hos Team Danmark, der uddeler den såkaldte medaljebonus, forstår man dog ikke kritikken.

- Når der er forskel i medaljebonus, så er det fordi, at man ikke kan sammenligne PL og OL direkte. PL er ikke en olympisk begivenhed og der er ret stor forskel i både økonomi og udbredelse, siger Team Danmark-direktør Lone Hansen.

SF kræver handling

Den forklaring giver SF's kulturordfører, Holger K. Nielsen, dog ikke meget for.

Forskellen i bonus er et udtryk for diskrimination, mener han.

- Jeg er meget uforstående overfor det her. Det er helt urimeligt med den her forskelsbehandling, som jeg ikke synes, de kan være bekendt, siger Holger K. Nielsen, der nu vil tage sagen op med kulturminister Bertel Haarder (V).

- Kulturministeren bør tage en snak med Team Danmark og bede dem få den her sag ordnet. Og få det ordnet hurtigt. Vi kan ikke i et samfund som det danske sige, at når du er handicappet, så får du kun det halve.

Det var mandag aften aften ikke muligt at få en kommentar fra kulturminister Bertel Haarder.