IOC strammer grebet: Alle russiske idrætsudøvere skal godkendes

IOC bakker op om udelukkelsen af russiske atletikudøvere og strammer reglerne for russere og kenyanere generelt.

Russisk atletik er i modvind i øjeblikket. (Foto: © Sergei Karpukhin, Scanpix)

Den Internationale Olympiske Komité, IOC, har på et møde i Schweiz slået fast, at man er alvorligt i tvivl om, hvorvidt russiske og kenyanske atleter ikke bruger doping, og IOC bakker derfor op om det internationale atletikforbunds, IAAF, udelukkelse af atletikudøvere fra de to lande.

Præsidenten for Ruslands Olympiske Komité, Alexander Zhukov, mener dog ikke, at den samlede udelukkelse af russiske atletikudøvere ved OL kan forsvares gennem de eksisterende love. Han vil derfor appellere beslutningen til den internationale sportsdomstol, CAS, så det ikke omfatter atleter, der "aldrig har forbrudt sig mod de eksisterende antidopinglove".

IOC's præsident, Thomas Bach, ser dog så alvorligt på dopingproblemet, at han tirsdag siger, at alle atleter fra Kenya og Rusland indenfor samtlige sportsgrene skal godkendes af de respektive internationale forbund. Et eksempel:

Hvis Rusland vil have håndboldspilleren Irina Bliznova med til OL, så skal det internationale håndboldforbund, IHF, altså først godkende hende. Og alle andre spillere på det russiske kvindelandshold i håndbold.

Udelukket siden 2015

Rusland har været udelukket fra al international atletik siden november 2015, hvor en rapport fra Det Internationale Antidopingagentur (Wada) afslørede omfattende og statsstøttet doping i russisk atletik.

Siden har Rusland forsøgt at rette op på sit image og efterleve Wadas krav til dopingbekæmpelse, men det lykkedes ikke.

Fredag slog IAAF fast, at suspenderingen af Det Russiske Atletikforbund ville blive opretholdt, hvorfor OL-deltagelse er udelukket, medmindre man som enkeltstående atlet får en dispensation af IOC.