Dansk Atletik Forbund: Lad de enkelte lande stå på mål for egne atleter

Dansk Atletik Forbund mener, at de nationale forbund bør tage ansvaret, hvis deres dopingdømte atleter ikke betaler præmiepenge tilbage.

(Foto: © FABRIZIO BENSCH, Scanpix)

Det er en uholdbar situation, at flere dopingdømte atleter ikke vil betale de præmiepenge, de uretmæssigt har vundet, tilbage, mener Dansk Atletik Forbunds (DAF) direktør, Jacob Larsen.

Derfor forslår danskerne, at det fremover skal være de nationale forbund, som for eksempel Dansk Atletik Forbund, der må punge ud, hvis en af deres atleter ikke vil tilbagebetale præmiepenge.

- Vi oplever, at en række lande i verden ikke tager det ansvar, for at sikre, at deres atleter lever op til reglerne, som vi godt kunne tænke os, de gjorde. Man kan selvfølgelig appellere til deres etik og moral, men i visse sammenhænge er det mere virksomt at straffe folk på pengepungen.

DAF mener, at hvis de nationale forbund heller ikke ønsker at betale, skal det kunne resultere i konkrete sanktioner som for eksempel at trække i støtten til forbundet eller udelukke dem fra konkurrence.

Joachim B. Olsen er en af de atleter, der har præmiepenge til gode. Som følge af dopingkarantæner til hviderusseren Andrei Mikhnevich og ukraineren Yuri Belonog mangler den danske kuglestøder stadig at modtage omkring 100.000 kr. i præmiepenge.

Derfor er han også fortaler for, at systemet bliver ændret, som Dansk Atletik Forbund foreslår:

- Jeg synes, at det er ret indlysende, at det er sådan, systemet bør fungere, ellers er det jo bare flotte ord, som ingen virkning har i den virkelige verden.

- Ellers skaber man jo i virkeligheden en incitamentsstruktur, hvor dopingdømte atleter ikke har noget incitament til at betale pengene tilbage, fordi de alligevel er udelukket på livstid.

Afventer IAAFs egne ændringer

Ifølge mediet Insidethegames er Det Internationale Atletik Forbund i gang med at indsamle forslag til, hvordan man kan komme problemet til livs. Det skal resultere i nye konkurrenceregler fra 2017.

Hos Dansk Atletik Forbund afventer man udfaldet af det arbejde, før man beslutter, hvorvidt forslaget om den danske model officielt skal fremlægges. I første omgang vil man tage det med til en konference for de nordiske kollegaer senere på året.

- Hvis jeg skal være helt ærlig, så vil jeg tro at sådan et forslag her, vil være svært at få vedtaget. Men det har også et formål få sat det på agendaen.