Aarhus er torsdag blevet udpeget som vært for VM i cross country i 2019.
Det oplyser Sport Event Danmark.
Cross country er også kendt som terrænløb og hører ind under Det Internationale Atletikforbund (IAAF).
Ud over professionelle løbere, vil motionsløberne også have mulighed for at prøve kræfter med disciplinen under verdensmesterskaberne i Aarhus.
- Det var en glædelig nyhed. Med tildelingen af verdensmesterskabet får dansk idræt igen mulighed for at vise, hvad vi kan byde på i forhold til at servere en stor begivenhed på en lidt alternativ måde, lyder fra Jakob Larsen, der er direktør i Dansk Atletik Forbund.
Elite, børn, motionister og kultur
Danmark var i 2014 vært for VM på halvmaraton-distancen, og nu har Det Internationale Atletik Forbund altså igen valgt Danmark som arrangør af en stor begivenhed.
Og direktøren føler sig overbevist om, at det var en alternativ tilgang, der sikrede Aarhus værtsskabet.
- Det koncept vi har foreslået er ikke traditionelt. Det nemmeste i verden ville være at arrangere et VM i cross på den traditionelle måde. Vi vil gerne bringe skolen ind i et traditionelt mesterskab og samtidig bringe motionsløberne og kulturen ind i arrangementet.
- Jeg tror, at vi skal se værtsskabet som en anerkendelse af den position, som dansk idræt har internationalt, når det kommer til arrangementer som dette og samtidig en nysgerrighed efter, hvordan vi kan forny en ret så traditionsbunden aktivitet, slutter Jakob Larsen.