Kenyaner går efter verdensrekorden i Danmark

På søndag løber Copenhagen Half Marathon af stablen. Med i feltet er kenyanske Bedan Karoki Muchiri, der jagter verdensrekorden.

Sidste års vinder Bedan karoki Munchiri vil igen være med til Copenhagen Half Marathon og gå efter verdensrekorden. (Foto: © Marcos Lemus, CPH Marathon)

Der er fornemt besøg i Københavns gader, når Copenhagen Half Marathon skydes i gang på søndag. Med i feltet er nogle er verdens bedste langdistanceløbere, der har kridtet løbeskoene i forhåbning om at slå den nuværende verdensrekord på 58,23 minutter.

Blandt løberne er sidste års vinder af løbet, Bedan Karoki Muchiri, der i fjord gennemførte løbet i tiden 59,14 og anses for at være en af de helt store favoritter til at få skrevet sit navn i rekordbøgerne.

Verdens bedste løbere har meldt deres ankomst

Med sig har Bedan karoki Munchiri en delegation af den absolutte elite, der alle skal konkurrere mod den kenyanske løber. Navne som James Mwangi Wangari, Stephen Kosgei Kibet og Abraham Cheroben er at finde i elitefeltet og har alle det tilfælles, at de har løbet et halvmaraton på under en time.

Den store interesse for halvmaratonet i København er kun steget og har vakt international opsigt efter sidste års løb, hvor der blev løbet verdensklassetider, og København er derfor blevet kendt som et sted, hvor der kan løbes stærkt.

Copenhagen Half Marathon skydes i gang på søndag, hvor nogle af verdens bedste løbere deltager. Interessen for at deltage er også stor blandt motionsløbere, hvor over 19.000 har tilmeldt sig. (Foto: © Kasper palsnov, Scanpix)

Arrangører har planlagt verdensrekordattentat

Direktør i Dansk Atletik Forbund, Jakob Larsen, mener, at de som arrangører har sat de helt rigtige rammer for løberne, så verdensrekorden kan udfordres og måske komme til livs.

- I sidste ende er det op til løberne, men vi som arrangør har gjort et stort forarbejde for at skabe de rette rammer for et attentat på verdensrekorden. Det har krævet en stor investering, men det er det hele værd, fortæller han.

Omgivelserne spiller en vigtig rolle

Også hos Sparta Atletik og Motion, der er medarrangør til løbet, ser man optimistisk frem til løbet. Chancen for at slå verdensrekorden er mulig, men ifølge elitesportschef Henrik Paulsen kommer løberne ikke sovende til det.

- Verdensrekorder inden for atletikken kan man aldrig kalkulere med. Præstationerne ligger i sagens natur på et niveau, hvor ingen før har været. Alt skal gå op i en højere enhed, når vi taler halvmaratonløb. Der skal være de rette ”harer” til at sætte tempo, ruten skal være helt flad og have så få sving som muligt, og løberne skal selvfølgelig være de bedste i verden. Men de ting er på plads. Så nu handler det bare om de rette vejrforhold, hvilket først og fremmest vil sige så lidt vind som muligt, siger han.

Se om verdensrekorden på halvmaraton-distancen bliver slået, når dr.dk på søndag viser løbet live.