Bube ærgerlig over dopingrapport: Desværre ikke kun i Rusland

Den danske 800 meter-løber mener, at hele verden har et problem med doping i atletik.

Andreas Bube er ked af, at doping tilsyneladende er udbredt i atletik. Her ses han ved siden af russiske Yurij Borzakovskij ved EM i 2012. (Foto: © Dominic Ebenbichler)

En ny rapport fra universitetet i den tyske by, Tübingen, viser, at mindst 30 procent af udøverne ved VM i atletik i 2011 har brugt doping i løbet af karrieren. Et opsigtsvækkende tal da blot 0,5 procent af de testede atleter ved stævnet blev taget for doping.

Danske Andreas Bube deltog selv ved VM i 2011, hvor 800 meter-løber blev nummer seks i sin semifinale og ikke gik videre. Han er ked af, at sporten tilsyneladende har et stort problem, som ikke begrænser sig til Rusland, der ellers har været meget i vælten den senere tid.

- Det er supertrist, og det viser, at det nok ikke kun er et problem i Rusland. Det er desværre hele verden, der har et problem. Det er superærgerligt, siger Andreas Bube til DR.

- Det er da superærgerligt, hvis der er nogle, som snyder og tager ens finaleplads. Det ville være brandærgerligt, hvis det var sådan. Jeg prøver at lade være med at tænke for meget på det. Jeg koncentrer mig om mig selv og om at holde min sti ren, og så er det bare ærgerligt, at der er nogle, som snyder. Hvis jeg tænker for meget på det, bliver jeg bare alt for deprimeret, siger han.

Undersøgelser bygger på anonyme besvarelser fra flere tusinde atleter. Det tyske universitet har lavet rapporten i samarbejde med det internationale antidopingagentur, Wada.