Byg en stor Storm P.-maskine

Dette er opgave 4 i det røde forløb "Byg en Storm P.-maskine".

Byg en stor Storm P.-maskine sammen med dine klassekammerater.

Du kan bruge

  • En BBC micro:bit med batterier

  • En computer med internetforbindelse

  • En servomotor og en ekstern batteriholder (motoren kræver typisk 6V)

  • En højtaler

  • En pumpe og en ekstern batteriholder (pumpen kræver typisk 6V)

  • Krokodillenæb

  • Træplader

  • Snore

  • PVC-rør

  • Hulplader

  • De hverdagsobjekter, klassen indsamlede til opgave 2

Se

Hele klassen: Hvis I trykker her, ser I en tegning (© Storm P. Museet), som I måske har set før. Det er en af Storm P.s opfindelser, som vi kalder en Storm P.-maskine. Snak om, hvordan den virker, og især hvilket problem, den løser.

Brainstorm

Gruppe: En klassisk Storm P.-maskine er kendt for at løse et simpelt problem på en kompliceret måde. Gå sammen i grupper og brainstorm på, hvilken simpel opgave jeres klasses store Storm P.-maskine skal løse.

Beslut

Hele klassen: Fortæl hinanden om jeres bedste ideer til Storm P.-maskinens funktion, og lav en afstemning om, hvilken funktion jeres store maskine skal have.

Design

Gruppe: Tegn og beskriv de to første mekanismer, I vil lave i jeres gruppe. Giv beskrivelsen og tegningen af jeres første mekanisme til gruppen, der kommer før jer.

Gå derefter til gruppen, der kommer efter jer, og få beskrivelsen af deres første mekanisme. I skal nu tegne og beskrive en tredje mekanisme, som skal udløse den anden gruppes første mekanisme.

Husk at notere, hvilke materialer, der skal bruges til jeres mekanismer, og hvordan materialerne skal forarbejdes.

Planlæg

Gruppe: Snak med gruppen om, hvilke delopgaver I skal have styr på for at lave jeres mekanismer. Skriv delopgaverne ned på små sedler, og sæt dem fast på jeres taskboard under overskriften ”To do”.

Realiser

Gruppe: Lav én delopgave ad gangen på to do-listen. Når I er i gang med at løse en delopgave, flytter I sedlen over på listen ”doing” på taskboardet. Det betyder ”er i gang med”.

Afprøv

Gruppe: Når I tror, I har løst delopgaven, flytter I sedlen over på listen ”to verify” på taskboardet. Det betyder ”skal bekræftes” – det vil sige, at I skal teste, om det virker.

  • Hvis det ikke virker: Det er helt okay. I prøver jo bare igen! Hvis I har prøvet mange gange, og det stadig ikke virker, så spørg nogle andre i klassen om hjælp. Hvis der slet ikke er nogen i klassen, der kan hjælpe, så spørg jeres lærer

  • Hvis det virker: Fedt! Så kan I gå videre til næste delopgave.

Kombiner

Gruppe: Når I har testet, at alle jeres mekanismer virker, er det tid til at sætte jeres mekanismer sammen med de andre gruppers mekanismer.

Afprøv

Hele klassen: Nu er I kommet til et spændende øjeblik! Gruppe 1 skal sætte gang i deres første mekanisme, og se, om I sammen har skabt en kædereaktion, der fortsætter hele vejen ned til den sidste gruppes sidste mekanisme. Det er meget normalt, at kædereaktionen går i stå undervejs. Når kædereaktion går i stå, skal I i fællesskab regne ud, hvor problemet ligger, og samarbejde om at løse det. Hver gang I har løst et problem, skal I starte maskinen forfra.

Optag

Hele klassen: Når I har løst alle problemer, så maskinen virker fra start til slut, optager I en video af kædereaktionen.

Del

Del gerne videoen på sociale medier med hashtagget #ultrabit, #DRskole, #StormPmaskine og #RubeGoldbergMachine, hvis jeres skole har en profil på for eksempel Twitter eller Facebook. I må også meget gerne slå videoen op direkte på DR Skoles Facebook-side.