Sådan undgår du at blive hacket

Nej, du er nok ikke arving til en udenlandsk prins, og kodeordet 1234 er altså lidt for let at gætte.

Her får du seks gode råd til at stoppe hackerne.

Pas på dine passwords

1. Lav forskellige kodeord til dine forskellige kontoer. Og nej, kodeordet 123456 går altså ikke. Det skal være sværere, så hackeren ikke bare lige kan regne det ud. Camilla og Thor fra Nørd hjælper dig med at lave svære kodeord i videoen herover.

2. Lav totrins-login, hvis du har mulighed for det. Totrins-login betyder, at du skal logge ind i to trin. Først på den almindelige måde, og så ved at godkende en sms. Så selv hvis hackeren har gættet din kode, så kan hackeren ikke komme ind uden sms’en.

3. Vær ikke bange for at bruge nettet eller apps, men brug din sunde fornuft. Og nej, du er ikke arving til en fjern slægtnings slot i udlandet, så tryk ikke på linket eller svar på beskeden. Spørg en voksen, hvis du er tvivl.

4. Hvis du bruger en offentlig computer eller går væk fra din egen computer et offentligt sted, for eksempel på biblioteket eller til LAN-party, så hold øje med din USB-port. Hackere kan nemlig gemme alt, hvad du taster på computeren ved at indsætte en keylogger i USB-porten. På den måde kan de se alle dine passwords.

Vil du dele dit liv med hele Rådhuspladsen?

5. Tænk over, hvad du deler med andre. Del ikke oplysninger, du ikke synes, at en fremmed skal vide om dig eller dine venner. En hacker kan nemlig bruge de oplysninger om dig til at for eksempel at regne dine koder ud til din Instagram eller Snapchat.

6. Gør dine kontoer på for eksempel Instagram og Snapchat så private som muligt. Sørg for at andre, som ikke er dine venner, ikke kan se, hvad du poster.

Tjek selv, om du er blevet hacket

Se klippet med Camilla og Thor fra NØRD, der tjekker om de er blevet hacket.

Camilla og Thor taster deres e-mail ind på hjemmesiden www.haveibeenpwned.com for at se, om de blevet hacket.

Tjek selv, om du er blevet hacket, ved at taste din e-mail ind her.

Er din e-mail blevet hacket ligesom Thor og Camillas, skal du ikke være bange. Det betyder ikke, at nogen har stjålet noget fra dig eller udnyttet dine personlige profiler.

Men har en hacker først hacket sig ind på din e-mail, har hackeren også adgang til alle de kodeord, der ligger på den e-mail. Så dem skal du ændre med det samme.

Er du bange for at en hacker allerede har stjålet noget fra dig i et spil eller har overtaget en af dine profiler på nettet, kan du få hjælp her.

Genveje