Ny weekend på P4 fra årsskiftet

Landets største radiokanal bygger om. Fra 2016 vil lytterne møde en ny weekend på P4.

  • Fra 2016 sender to af DRs mest kendte musikeksperter Henrik Milling og Nicolai Molbech ’FONK! Det er lørdag’, hvor de hver uge vil lave en rentonet hyldest til discomusikken, mens lytterne gør klar til lørdag aften. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • Mads & Monopolet flytter ind på P4 fra nytår. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, Type 1)
  • Henrik Povlsen og Jesper Holm skallave P4-programmer søndag eftermiddag. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, Type 1)
  • Jørgen de Mylius får nye programmer på P5. (Foto: © Bjarne Bergius Hermansen, Type 1)
  • Lars Daneskov er P4's kanalchef. (Foto: © Agnete Schlichtkrull, Type 1)
1 / 5

Tidligere på året meldte DR ud, at det populære ’Mads & Monopolet’ fra årsskiftet flytter fra P3 til P4. Det var blot startskuddet til en række nye tiltag på P4. Nu er DR klar med endnu en række nye programmer på P4:

Fra 2016 sender to af DRs mest kendte musikeksperter Henrik Milling og Nicolai Molbech ’FONK! Det er lørdag’, hvor de hver uge vil lave en rentonet hyldest til discomusikken, mens lytterne gør klar til lørdag aften. Søndag eftermiddag slår Jesper Holm pjalterne sammen med Henrik Povlsen i ’Povlsen & Holm’, hvor de to tidligere makkere fra ’Go’ Morgen P3’ giver lytterne det, de selv kalder tilbagelænet og utilregnelig søndagsunderholdning. Weekenden byder også på nuværende vært på P7 Mix, Julie Bundgaard, der sammen med Dennis Johannesson fremover også sender ’Diva og Dario’, som er et talkshow med aktuelle gæster og plads til både alvor og grin. Endelig kaster Gry Mathiesen, som P4-lytterne blandt andet kender fra programmet ’Deletid', sig over ugens radiohøjdepunkter i programmet ’Uhørt!’

Om de mange nye værter og programmer på P4, siger redaktør Lars Daneskov:

”Jeg er enormt glad for at kunne præsentere en weekendflade med nogle af landets allerbedste radioværter. Nogle af dem kender P4’s lyttere i forvejen, mens andre er stemmer og personligheder, lytterne kender fra blandt andet P3, P7 Mix og Radio 100,” siger Lars Daneskov og fortsætter:

”Vi har gennem de sidste år været i gang med en større fornyelse af P4’s sendeflade for at tiltrække nye generationer af lyttere og samtidig forsat være noget for de lyttere, vi har i forvejen. Og lytterne har allerede taget rigtig godt imod ændringerne og de nye programmer. For første gang i mange år ser vi, at befolkningen bruger mere tid på radio end tidligere. For en mand, der altid har været forelsket i radio, er det sjovt på den måde at opleve, at det ældste elektroniske medie stadig har en plads også i det, vi kalder den nye medievirkelighed”

Nye programmer med Mylius på P5

I dag sender P4 ’Eldorado’ med Jørgen de Mylius hver lørdag fra 16-18. Fremover vil Jørgen de Mylius møde lytterne på P5, hvor han skal være vært for en række nye musikprogrammer. ’Eldorado’ med Jørgen de Mylius sender sidste gang den 19. december 2015.

”Jørgen er en utrolig populær og dygtig vært, som vi gerne vil bringe endnu mere i spil på P5, som er inde i en fantastisk udvikling. P5 er lige nu Danmarks fjerde største radiokanal, der hele tiden får nye lyttere ind. Jørgen har et meget stort kendskab til musikken på P5, som er fra de sidste 60 år. Han har sågar personligt mødt mange af de kunstnere, vi spiller på P5. Det vil vi gerne udnytte ved at lade Jørgen producere en række nye udsendelser til os, hvor netop disse kompetencer kan komme i spil” siger redaktør for P5 Gustav Lützhøft.

Faktaboks: Sådan ser den nye weekenden ud på P4 ud LØRDAG:

6-9: P4 Weekend (regional morgenradio fra P4’s 10 distrikter)

9-12: Mads & monopolet: Vært Mads Steffensen. Det handler om livets spørgsmål i alle størrelser, når ’Mads & Monopolet’ hver lørdag fra klokken 9-12 går i nærkontakt med lytterne

12-14: NYT! Uhørt: Vært Gry Mathiesen. Gry Mathiesen guider lytterne igennem ugens højdepunkter i Danmark. Programmet erstatter ’Danmark Direkte’, hvor værten Bente Hansen efter en årrække selv har ønsket at stoppe. 14-16: NYT! Diva og Dario: Værter Julie Bundgaard og Dennis Johannesson. Julie Bundgaard og Dennis Johannesson er værter for nyt radio-talkshow med gæster i studiet.

16-18: NYT! FONK! Det er lørdag: Værter Henrik Milling og Nicolai Molbech. Henrik Milling og Nicolai Molbech giver lytterne masser af disco og røverhistorier fra dansegulvet.

18-00: P4 Aften

SØNDAG:

6-7: Morgenstund: Vært Hans Otto Bisgaard

7-10: P4 Weekend (regional morgenradio fra P4’s 10 distrikter)

10-12: Café Hack: Vært Søren Dahl

12-14: Hit med historien: Vært Dennis Johannesson

14-16: NYT! Povlsen & Holm: Værter Henrik Povlsen og Jesper Holm. Henrik Povlsen og Jesper Holm giver det, de selv kalder tilbagelænet og utilregnelig søndagsunderholdning

16-18: Madsen: Vært Alex Nyborg Madsen

18-00: P4 Aften

Som i dag vil der være både landsdækkende og regionale nyheder henholdsvis hver hele og halve time.