’Mads og monopolet’ flytter fra P3 til P4

Fra 2016 skal lyttere, der vil have monopolets hjælp til et dilemma, stille ind på P4.

Fra januar 2016 kan du fremover høre ’Mads og Monopolet’ på P4. (Foto: © Kirsten Ellebæk)

Mads Steffensen har i næsten 12 år vejledt et skiftende panel på P3, der har diskuteret lytternes store og små dilemmaer. Fra 2016 skal lytterne dog skifte over til søsterkanalen P4, hvis de vil have monopolets gode råd med på vejen.

’Mads og monopolet’ vil dog ikke gennemgå større forandringer, selvom radioprogrammet flytter kanal, fortæller Mads Steffensen til DR Presse:

- Selvom vi får en ny kanal, så er det stadig 'Mads & Monopolet'. Jeg håber selvfølgelig, at nye lyttere vil tage pænt imod os, og så er alle de inkarnerede P3-lyttere selvfølgelig velkomne til at være deres faste kanal utro en formiddag om ugen.

Del af større omlægning

DR begyndte i 2014 en fornyelse af P4, og det er den markante omlægning, som ’Mads og Monopolet’ skal bidrage til.

- P4 er inde i en spændende udviklingsproces, og der synes jeg, at vi passer godt ind. Jeg glæder mig til at prøve kræfter med landets største radiokanal og se, om vi kan få fat og også se, hvad vi kan få ind af dilemmaer, når vi kaster snøren ud i en endnu større sø, siger Mads Steffensen.

Første gang 'Mads & Monopolet' sender på P4 bliver i januar 2016.